Du er her: Forside Tekstbase Lætus: De Nato (1577) Lætus: De Nato (1577), Side: 30 (124 i forlægget)

Tekstbase - kontekst

Du har søgt på: recte istud | Du er på side 30 af 147 sider (Side 124 i forlægget)

Lætus: De Nato (1577) - LATIN Lætus: De Nato (1577) - OVERSÆTTELSE

sauitque decretum quo vel abire loco illos vel exulare iusserat. Tametsi, vt hoc faceret, non tam voluntate ductum multi putant quam necessitate motum, ne qua rebus fortasse nouandis <162> existeret occasio. Nam et fratri Carolo, qui ex diuisione Westgotthiam adeptus est, displicuisse rem, et vicinorum animos abhorrere facto, idque execrari, comperit.

Sed et hæc hyems Ericum, qui se decimum et quartum Sueciæ regem scripserat, inter viuos videre desiit. Cum enim carceri mancipatus in eundem captiuitatis locum quo Iohannem fratrem paulo antea asseruatum custodierat in Finlandia, misera versaque vitæ ac fortunarum conditione, duro fratris arbitrio successisset, <163> equidem asperitatem non ita diu pertulit, quod nec solatij pene quicquam habuerit conuersando, nec vxorem habere secum liberosque nonnunquam aspicere complectique licuerit, cum id tamen humanitatis officijque mutui captiuo aliquando fratri non pernegauisset. Præstans vir Ericus fuit, et inter reges præconio ingenij fortunarumque celebris, cui eorum profecto quæ decere potuissent <164> summos nihil pene defuit, preter animum parendi hisce qui meliora censuissent.

In Belgis calamitatum tempestates aliæ aliis vicibus et locis excitatæ sunt. Antwerpia, clara ciuitas, emporium frequens et amplissimo mercaturæ vsu summum maximumque, direpta incensaque est a militibus Hispanis, qui fraude occupatis ciuium animis vel securitatem auxerant, vel gerendæ rei <165> exercendæque crudelitatis occasionem prætextu compararant. Misera autem est Belgici status facies, horribilis confusio, ruina deploranda, quam si fulcire aliquando, si tot tantisque malis adhibere medicinam volunt, si pacem tranquillitatemque rebus vitæ huius restitui sarcirique expetunt, pacem primum cum filio Dei Iesu Christo statuant, eaque e medio <166> tollenda submouendaque sibi esse existimauerint quæ, ne restitui aliquando pax tranquillitasque iis locis possit, immani profecto ac effero scelerum vsu licentiaque efficiunt, causamque furoribus ac sæuitiæ vel dedere pridem vel mediis in luctibus confirmant. Luxum dico, inuisumque Diis atque hominibus vsuræ morsum, <167> lasciuiæ libidinumque proteruitatem atque audaciam, horrendam auidamque nominis diuini prophanationem, idololatriam manifestam et ex his animi conscientiæque vulnera, quæ nisi resi

præster i kirkerne, og samtidig satte han det dekret ud af kraft hvormed han havde bortvist, eller ligefrem landsforvist dem. Efter manges mening gjorde han dog snarere dette af nød, for ikke at give anledning til et statskup, end af egen fri vilje. Det blev ham nemlig klart at sagen ikke alene mishagede hans bror Karl, der ved rigets deling havde fået tildelt Västergötland, men også blev betragtet med stærkt mishag, og direkte fordømmelse, i de omkringliggende lande.

Det var også denne vinter at kong Erik, der havde kaldt sig Erik XIV af Sverige, forlod de levendes tal. Han var blevet sat i fængsel på det samme sted i Finland hvor han selv kort tid forinden havde forvaret sin bror Johan. Her levede han efter broderens strenge vilje under kummerlige forhold der stod i grel modsætning til hans tidligere liv og kår, og han udholdt heller ikke længe denne skånselsløse behandling, der hverken tillod ham at søge trøst i samtale med nogen eller at have sin hustru hos sig eller af og til se sine børn - til trods for at han ikke selv havde nægtet sin bror en sådan behørig mildhed, da det var ham der sad i fangenskab. Erik var en stor mand, og navnkundig som konge både for sine evner og sin succes. Hos ham savnedes ingen af de egenskaber der bør pryde en stormand, bortset fra viljen til at bøje sig for andre, hvis de havde rigtigere synspunkter.

I Nederlandene regnede ulykkerne ned over folk - det ene sted efter det andet. Den berømte by Antwerpen, et af de betydeligste og mest besøgte handelscentre der findes, blev plyndret og afbrændt af spanske soldater, der med list havde indgivet byens borgere en falsk følelse af sikkerhed, og samtidig skaffet sig selv et påskud for at gå i krig og bedrive deres grusomheder. Det nederlandske samfund er i en ynkelig forfatning, forvirringen er frygtelig, ødelæggelserne fortvivlende. Men hvis der skal rettes op på situationen, hvis der skal findes midler mod alle disse vældige ulykker, hvis de har noget ønske om at genoprette fred og tryghed i dette liv, så må de først søge fred med Jesus Kristus, Guds søn. Så må de udrydde de rå, syndefulde og amoralske vaner der står i vejen for fredens og tryghedens genoprettelse, de vaner der på en gang har givet anledning til vanviddet og stadig, midt i tragedien, bestyrker det. Jeg taler her om ødselhed, om de tyngende renter, som både Gud og mennesker afskyr, om utugt og overgiven vellyst, om den rystende trang til bespottelse af Herrens navn og den åbenlyse afgudsdyrkelse, om de sår alt dette giver på sjæl og sam