Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 34 af 147 sider (Side 132 i forlægget)
Document Buttons
rum ac rerum necessariarum causa quas istic perfici expedirique iusserat - euentum spectans, quem Christo commendatum placidus lætusque prestolabatur.
At vero, alia atque alia curante expediunteque rege, vxor partum sibi interim accelerari sentiit, cum sol progressus cælo arietis pene signum occupat <184> annumque nouum hunc fælicibus piisque multorum votis auspicatus est. Rex minime differendum ratus continuo reginæ matrem Mecklenburgo accersiri curat, missis aliquot nobilibus qui traicientem exciperent, Gessoraque deducerent in Sialandiam, <185> continuatoque itinere, ea quam ferre posset celeritate, Fridricksburgum comitarentur.
Martij mensis decimus et nonus fuit dies quo a rege filiaque regina veniens excepta est. Recreatam confirmatamque magnopere reginam matris aduentu ferunt. Itaque et delectatum coniunctione regem esse plurimum, et e præsentia socrus spem gerendæ obeundæque feliciter rei protinus auxisse, minusque curis postea conflictatum esse.
Nec hisce tantum occupari regis animum. Alia interim non minus profecto honesta sibi quam vtilia necessariaque regno perficit. Magna quædam erat auri summa quam, durante protractoque arte bello recente Suetico, ab electore Saxonum Augusto, cui nupta soror Anna fuit, cum diuturni atque difficilis belli ratio continuam grauemque stipendiorum solutionem exigeret, mutuo rex acceperat. <187> Hanc, quod vsuris pacta esset inque nexus eo nomine Lalandiam ac Falstriam claras fertilesque regni prouincias adduxerit, reddendam transmittendamque esse censuit. Rem autem ad senatum iam multo antea retulerat, cuius consilio voluntateque summa cum subditis pecunia non admodum certe magna, et id quidem tanto ante solutionem tempore, imperata, eiusque facti adiecta explicataque causa esset, equidem <188> nihil maiore vnquam voluptate exceptum probatumque esse comperit. Pecuniam igitur conflari stiparique indies est visum - idque nullo prætextu alio - et id quidem ea profecto alacritate animique studiis vt voluntaria potius donatio
benhavn af hensyn til sine forretninger og alle de nødvendige arrangementer han havde iværksat dér. Og hele tiden afventede han udfaldet - rolig og uden bekymring, eftersom det var lagt i Kristi hænder.
Men, mens kongen således tog sig af både det ene og det andet, mærkede hans hustru fødslen nærme sig. Solen var da, på sin vej over himlen, omtrent nået ind i vædderens tegn, og havde indvarslet dette nye år, under lykkelige og fromme ønsker fra alle sider. Kongen mente nu ikke at man kunne vente længere, og lod straks dronningens moder tilkalde fra Mecklenburg. Et antal adelsmænd blev sendt ud for at modtage hende ved overfarten og uden ophold ledsage hende fra Gedser til Sjælland og, så hurtigt som muligt, til Frederiksborg.
Hun ankom den 19. marts og blev modtaget af kongen og af sin datter, dronningen, som skal være blevet meget opmuntret ved moderens ankomst. Også kongen glædede sig højligt ved gensynet, og blev ved svigermoderens tilstedeværelse bestyrket i sit håb om at det hele ville blive overstået lykkeligt. Fra da af plagedes han i mindre grad af bekymringer.
Dette var dog ikke det eneste der optog kongen. Han gennemførte i denne periode også et andet forehavende, der var lige så ærefuldt for ham selv som det var vigtigt og nyttigt for riget. Under den nyligt overståede krig med svenskerne - der kunstigt blev trukket i langdrag, og som derfor til stadighed gav meget tyngende udgifter til sold - havde han lånt et stort beløb i guld af kurfyrst August af Sachsen, der var gift med hans søster Anna. Dette lån fik ifølge aftalen pålagt renter, og som pant havde han stillet to fremtrædende og frugtbare dele af riget, Lolland og Falster. Han besluttede derfor at levere pengene tilbage nu. Allerede længe inden havde han forelagt sagen for rigsrådet, med hvis høje vilje det blev besluttet at undersåtterne skulle afkræves et ikke særligt stort beløb (og ovenikøbet i så god tid inden tilbagebetalingen skulle finde sted), og at de samtidig skulle underrettes om årsagen til denne opkrævning.
Kongen erfarede at ingen ordre nogensinde var blevet modtaget med større glæde og tilslutning. Hver eneste dag kunne man se hvordan pengene strømmede ind - uden at der var givet nogen anden begrundelse. Ja, faktisk blev der lagt så stor iver for dagen at man snarere skulle tro det drejede sig om et frivilligt bidrag end en
