Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 37 af 147 sider (Side 138 i forlægget)
Document Buttons
fraudi sit bonis facultates ac studia omnia nostris commodis impendere, et cum strenas nihilominus <199> mittendas donandasque amicis esse consuetudo hocque anni tempus moneat: en, vt et hisce suæ sint strenæ, debitum agricolis hoc meis, certo fauoris ac beneuolentiæ nostræ signo, totum remitto condonoque. Tu id, Christierne, publico eorum conuentu proximoque colloquio remissum condonatumque illis esse denunciaris."
Mirari astantes primum. Mox laudare quidam plausumque prodere, liberalitatemque regiam magnifice prædicare. Cumque aliquis rogare est ausus, hisne etiam qui soluendo essent <200> remissum diceret, omnibus remissum esse rex ait, velleque benignitatem suam ex æquo omnes, quacunque demum fortuna sint, experiri.
Et hæc quidem ita contigerunt. Narrationi autem inserenda erant, quod res exempli admodum rari sit, et testimonium facti huius magnifici profecto ac liberalis extare voluerim scriptis nostris comprehensum, <201> quod vel posteritatem - si quæ fortasse cura tum virtutis clementiæque futura sit - moueat, vel huius nomen seruet. At vero debiti remissi donatique summam ex eo prendere æstimareque licebit, quod pondo vnum tonnas, vt vocant, nostrates quatuor expleat, tonnaque pondus æquet quod vir robustus onere communi, idque spacio aliquo distanteque ac manifesto, ferat. Non igitur atrociter exigere poscereque. <202> Largiri condonareque moris est regi. Itaque nonnunquam accidere vt, cum triuncem imperet, bessem reddat, eaque lance curam subditorum gerat.
Cum ergo pecuniæ decretæ expectatæque summam persolutam inque manus quæstorum peruenisse audit, conuasari iubet, eamque rem festinatione magna agi. Adhibiti <203> satellites sunt, viri mehercle ac milites egregij, custodiæ causa, ne quas impuri nequamque homines inicerent ceu prædæ manus, eamque rem audaci flagitiorum impetu sceleste procaciterque omnino perturbarent. Ita restituta Augusto pecunia est, quam vt cum lucro vsuque summo credidit, ita nullo plane damno nostro remissa est, nihilque prorsus aut querelarum <204> aut lamenti eo quidem nomine inter nos auditum est. Dies ante pascha octauus fuit, cum sese dabant viæ, istudque muneris, Christo solertiaque comite, fæliciter executi sunt.
Interea partus vrgeri tempus ceptum est quod, maturo tendenteque in lucem fætu, idque vndecimo aprilis, <205> necessitatem parturien
mennesker til skade at de har sat alt hvad de kunne ind på at støtte vores fælles sag - så, eftersom der alligevel er tradition for at sende gaver til venner og bekendte på denne tid af året, skal også de have deres gave: som et håndgribeligt tegn på min gunst og velvilje eftergiver jeg derfor mine bønder hele deres gæld. Dette, Christian, kan du meddele dem næste gang du taler med dem på deres offentlige forsamling."
Først undrede de omkringstående sig, men snart begyndte nogle at udtrykke ros og bifald, og lovprise denne kongelige gavmildhed i høje vendinger. Og da én vovede at spørge om gælden også var eftergivet dem der faktisk kunne betale, svarede kongen at den var eftergivet alle. Det var hans ønske at alle, uanset økonomiske forhold, i lige grad skulle mærke hans gavmildhed.
Sådan gik det til. Det er medtaget i denne beretning, fordi det er noget der forekommer yderst sjældent. Ved at bevare mindet om denne ganske storslåede gavmildhed i mit skrift, har det været min hensigt at gøre indtryk på vore efterkommere - hvis der da til den tid er nogen der interesserer sig for dyd og mildhed, om så blot af navn. Hvor stor en sum den eftergivne gæld i alt beløb sig til, kan man få indtryk af når man betænker at et pund svarer til fire danske tønder, og en tønde er den almindelige byrde en stærk mand kan bære et vist stykke vej. Det er altså ikke kongens skik at kræve voldsomt ind, men tværtimod at uddele og eftergive. Derfor hænder det ikke sjældent at han opkræver én skilling men giver to igen, og på denne måde sørger for sine undersåtter.
Da han nu fik besked om at hele det berammede beløb var blevet betalt og var nået frem til rentemestrene, gav han ordre om at pengene skulle pakkes sammen - og at det skulle ske i stor hast. Der blev indkaldt et antal drabanter - nogle fremragende mænd og dygtige soldater - til at holde vagt, så gemene og slette mennesker ikke forgreb sig på pengene og med en enkelt uanstændig og skrupelløs forbrydelse spolerede det hele. Således blev pengene leveret tilbage til kurfyrst August, og til trods for at han havde stort udbytte af lånet, kunne de sendes tilbage uden at det på nogen måde blev til skade for os, og der hørtes i den anledning ingen klynken eller beklagelser her i landet. De gav sig på vej otte dage før påske, og med egen dygtighed og Kristi støtte gennemførte de deres opgave på lykkelig vis.
Imidlertid kom nu det tidspunkt hvor barnet havde vokset sig stort nok til at søge ud i lyset, og moderen således nåede det sidste,
