Tekstbase - kontekst
Du er på side 44 af 147 sider (Side 152 i forlægget)
Document Buttons
minus et suos mirari omnes et æmulari honeste multi velint. Hæc iucunda sunt et amplissima scriptionis <233> præmia, eamque veram ac solidam præclara ingenia mercedem laborum ferunt.
At vero ista nobis in medium relicta sint. Partum autem reginæ, quæque circa illum spectari dicique fas erat, superiore orationis serie exposuimus. Nunc quo ritu quibusque testibus soboles hæc regia hæresque masculus ecclesiæ Christi illatus, regnoque cælesti inauguratus est, veræ spectatæque <234> narrationis cursu, si ita visum Deo est, referemus.
Vt ergo altera illuxit dies, etsi insomnem pene totam istam
Paulo post vocari Knofium, aulæ concionatorem, mandat, cum quo locutus omnem erga se benignitatem Dei omnemque benedictionem professus est. "Aut quid," inquit, "est amplius quod poscere cælos velim, quid amplius a filio Dei petam? Regna dedit, patris maiorumque meorum longissima successione <237> administrata, subditorum ita mihi animos voluntatesque ac studia copulauit, vt sinubus indormiscere singulorumque complexibus inferre reclinareque caput minime perhorrescam. Victoriis ornauit extulitque, cum non necessarios bellorum motus vicini parum certe prospicientes pacatis sociatisque nostrorum regnis exciuissent. Vxorem dedit, quam et optare et amare potui. Vtque sterile coniugium <238> non esset, aliquaque existeret nostræ coniunctionis recreatio, filias duas, vita comite, largitus est.
for dyden: Alle skal have mulighed for at finde deres egne forbilleder, og mange vil indgå i en ærlig kappestrid med dem. Dette er skrivekunstens dejlige og storslåede belønning, dette er den sande og varige løn de store ånder modtager for deres anstrengelser.
Alt dette vil jeg dog lade stå hen. I den første del af dette skrift har jeg beskrevet dronningens nedkomst og hvad der burde bemærkes og berettes i den forbindelse. Her vil jeg nu, om Gud vil, give en sand og vidnefast skildring af de ceremonier og de vidner, med hvilke kongehusets nyfødte mandlige arving blev indført i Kristi kirke og indviet til det himmelske rige.
Da nu den anden dag oprandt, havde kongen tilbragt stort set hele natten uden søvn, og han var så udmattet af de udståede bekymringer, den lange nattevågen og de mange ængstelige tanker, at han absolut burde have søgt hvile. Alligevel stod han op tidligt om morgenen og tilkaldte alle dem, hvis tjenester han mente at have behov for til det han nu skulle besørge. Først og fremmest forhørte han sig med stor omsorg om dronningen, som, da han så hende tidligt den foregående aften, havde været plaget af smerter efter den nylig overståede fødsel. Ligeledes spurgte han til dem der havde været hos hende. Han erfarede, at de sidstnævnte mente at der var gode udsigter, at hun selv allerede havde det lidt bedre, samt at hans svigermoder var fortrøstningsfuld og ved godt mod. På den baggrund mente han også selv at kunne nære gode forhåbninger. Snart efter besøgte han hende selv, og han forsøgte, som en omsorgsfuld ægtemand bør, utrætteligt at trøste hende efter den hårde og pinefulde fødsel.
Kort efter lod han hofprædikanten Christopher Knoff kalde. Under samtalen med ham fremholdt han Guds store gavmildhed og velsignelse imod ham. "Hvad mere," sagde han, "kan jeg overhovedet forlange af himlen? Hvad mere kan jeg ønske mig af Guds Søn? Han har givet mig det rige, som min far og mine forfædre i en endeløs række har bestyret. Han har knyttet et så trofast og hengivent folk til mig, at jeg ingen frygt vil føle ved at lægge hovedet til hvile hos hvem som helst af dem, og falde i søvn i hans favn. Han har besmykket mig med sejre, da vores naboer - temmelig uklogt - fremtvang ganske unødvendige krigshandlinger mellem vores fredelige, nært forbundne riger. Han har givet mig den bedste hustru jeg kunne ønske mig, en hustru jeg elsker - og han har ønsket at dette ægteskab skulle være frugtbart og skænket mig to livskraftige døtre som resultat af vor forening.
