Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 49 af 147 sider (Side 162 i forlægget)
Document Buttons
Non se ita vallatum stipatoribus ostentat, non muris obseptum pandit, vt exclusos a conspectu subditos, repulsos reiectosque a congressu agricolas, fugatos territosue inopes afflictosque perhiberi vnquam velit. Subest <256> pectoribus cor suorum amans. Ex eo normam actionum clementiam humanitatemque statuit, quas Christo iudice authoreque ita sibi charas quotidianasque esse patitur, vt nec superbe agere ipse quicquam nec asperius in cuiusquam caput, nisi id necessitas fortasse aliis terrorem exigat, consultare velle videatur.
Quid aliis in gentibus fit, quoque se quidam more tantum non adorari volunt, †mandant plurimi† et videre deforme est et meminisse <257> fastidiosum. Principum dominorumque persuasiones imitantur et alij, quos si pari pene venerationis cultu non complectare, clamaris quidem subsequarisque quantum libeat, actum tamen egeris, causæque bonitatem ita perdis demum, si adorare nequeas - quod quidem vt magnificum ducunt inter suos multi, ita hoc se pacto maiestatem tueri posse arbitrantur, cum tamen in huiusmodi deformitate morum nec maiestas collocata sit, <258> et multum longeque conseruandæ eius ratio absit a stulta hac, et nihil pene digna hominibus bonis moderatisque, venditatione. Quidam muris, alij militibus, pars aliqua proclamationibus ita corpus vallant vt, cum prohiberi suos ab accessu contigit, statui (vt vocant) recte consultum putant. Multi cum ita se eximios stuporique aut admirationi futuros suis credunt, si raro, tamquam <259> ex antro Triphonio prodeuntes, vix semel iterumque perflandum auris publicis communibusque caput inferant, operam dant vtique vt a subditis minime frequenter conspiciantur. Nam qui cum suis loqui vnquam nolunt, his et imperij spes et honoris fiducia stolidissime comparata est. Sed de his alibi a nobis explicatum est.
Friderico regi ita animum ornauit collegitque virtus <260> et plurimus humanitatis cultus, vt et facilem se adeundo præbeat, et nusquam terreri excludique miseros velit, hancque laudem voluptatemque putet maximam, si medius clemensque versetur inter suos, nullumque alloquio prohibeat, quicunque et causæ bonitatem attulerit
Han viser sig ikke tæt omringet af livvagter, indesluttet bag mure, for det må aldrig kunne siges at hans undergivne er udelukket fra at se ham, at bønderne afvises når de ønsker foretræde, eller at fattige og nødstedte jages forskræmte bort. I hans bryst er et hjerte der banker for undersåtterne. Derfor bygger han sin regeringsudøvelse på den mildhed og menneskelighed som han, med Kristus som forbillede og efter hans vejledning, hver eneste dag lægger så stor vægt på, at han aldrig handler med arrogance eller farer for hårdt frem over for nogen - med mindre det skulle være helt nødvendigt for at afskrække andre.
Hvad der foregår hos visse andre folkeslag, hvor herskerne næsten vil tilbedes som guder, ..., er et frastødende syn og afskyeligt at tænke på. Andre efterligner fyrsters og stormænds griller: Hvis man ikke omfatter dem med næsten samme ærefrygt, kan man råbe op og presse på så meget man vil, intet nytter det - hvis man ikke kan tilbede dem, er sagen tabt på forhånd. Mange forestiller sig at dette virker særlig storslået på deres undersåtter, og mener at de kan værne om deres kongelige værdighed på denne måde - til trods for at kongeværdigheden ikke beror på den slags unaturlig adfærd: Midlet til at bevare den har intet som helst at gøre med den form for tåbelig selvhævdelse, der ikke er ordentlige og besindige mennesker værdig. Nogle spærrer sig selv fuldstændig inde bag mure, andre bag soldater, andre igen bag opråb og forholdsordrer: De må åbenbart tro at hvis blot det lykkes at holde deres folk på afstand, så er situationen under kontrol, som de udtrykker det. Mange mener at de bliver særlig uopnåelige og respektindgydende i deres undersåtters øjne, hvis de kun en sjælden gang - som uhyret Typhon fra sin hule - stikker hovedet ud i den friske luft blandt andre mennesker. Derfor anstrenger de sig for at blive set så sjældent som muligt af deres undersåtter. De herskere der bare én gang kan finde på at nægte at tale med deres folk, er tåber hvis de alligevel nærer håb om magtfuldkommenhed og er forvisset om deres egen værdighed. Men dette har jeg forklaret andetsteds.
Kong Frederiks høje moral og rodfæstede medmenneskelighed betyder, at han altid er imødekommende over for folk der vil tale med ham - aldrig finder på at skræmme de nødlidende bort. Det er i hans øjne særlig fortjenstfuldt, og en stor glæde, at stå som en mild og upartisk herre og aldrig at nægte at tale med nogen, når
