Tekstbase - kontekst
Du er på side 55 af 147 sider (Side 174 i forlægget)
Document Buttons
Subductis in terram scaphis piscatores frigoris pellendi causa instruxisse ignem, ad quem cum accessissent consedissentque illi propius, venisse e mari nescio quod monstrum, cui etsi <287> statura magnitudoque corporis paulo esset angustior, humanam tamen speciem virginisque vultus præ se tulisse, eaque nouitate visus exterritos piscatores adornauisse fugam. At cum tertius recollecto animi robore non tantum substitisset incessissetque maledictis, verum rapto ex igni torre verbera incussisset, illa horrendum clamans tanquamque eiulationibus vicina complens citato cursu festinans detonansque se immisit <288> in mare, piscatoresque attoniti obstupescentesque ad ignem reuersi sunt.
Vt ridere igitur deque viso colloqui, tertio isto factum audaciamque mirifice extollente - ecce reuerti ab aquis illam, iam non vt prius solam, sed eiusdem formæ farinæque virgines pene innumeras adducentem secum, quarum multitudine accessuque iam vere perterrefacti piscatores denuo sese in <289> fugam cursumque coniecerunt. Illæ etsi clamore ingenti complebant omnia, nusquam tamen proferre pedes insequiue, sed ad ignem consistentes paulum tanquam consultaturæ morabantur. Audita a piscatoribus vox est, sed non percepta sententia. Inde in ignem desæuientes prunas torresque ac titiones in aëra iacientes late spargunt, editoque clamore ac vociferationibus quibusdam in mare redierunt. Piscatores nec in locum <290> reuerti tum, et aliquanto post nauigium deducere minime ausi sunt.
Hæc cum audita mihi ab Iuaro recordarer, piscatoresque - et in his patrem quoque - nominatos, cognoscenda mihi erant solide, vt collatione rerum de nympha quæ Samsoni locuta ferebatur, certius tandem aliquid, etiam hac occasione, apud me statui ac decerni posset. Non enim de hac <291> re aut temere credendum aliquid aut scriptis inferendum esse arbitratus sum. Sed quid accidit quæso? Dum hæc ego mecum tacite, omniaque in pomeridianum differo sacri diei tempus, quod templis ac concionibus ante meridiem vacare decretum mihi esset, equidem vix prandium absoluimus, cum Iuaro (quem abbatem etiamnum monasterio præfectum vocant) quidam fortasse aulicus adesse nunciat eum qui regis <292> vices inter
Nogle fiskere havde trukket deres både op på land og havde tændt et bål for at drive kulden bort, og da de havde sat sig ved ilden var der kommet et uhyre op fra havet. Det var af statur lidt mindre end et menneske, men lignede ellers af udseende og havde et ansigt som en ung pige. Fiskerne blev skræmt fra vid og sans og gav sig straks på flugt. Men en af de tre samlede mod til sig og standsede igen. Han gik tilbage mod hende med voldsomme skældsord, og gav sig endda til at slå løs på hende med en brændende gren han tog fra bålet. Hun udstødte et rædselsfuldt skrig - det var som om hendes hylen gennemtrængte hele området - så for hun afsted og kastede sig i havet med et brøl. Forfærdede og lamslåede vendte fiskerne tilbage til bålet.
Som de sad der og lo og snakkede om det de havde set (og den tredje af dem pralede af sin modige bedrift i høje vendinger), så, pludselig, kom hun igen op fra vandet - men denne gang ikke alene: Med sig havde hun nu et umådeligt antal unge piger fuldstændig mage til hende selv. Da denne horde nærmede sig, blev fiskerne for alvor rædselsslagne, og de kastede sig igen ud i vild flugt. Men selv om uhyrerne fyldte luften med vældige skrig, bevægede de sig ikke ud af stedet, og de optog ikke forfølgelsen. I stedet blev de stående ved bålet og så ud som om de ville lægge råd op. Fiskerne kunne høre deres stemmer, men ikke forstå hvad de sagde. Derpå for de løs på bålet og kastede gløder og brændende træ op i luften, så det spredtes over et stort område, hvorefter de udstødte en række højlydte skrig og vendte tilbage til havet. Nu kom fiskerne ikke mere tilbage til stedet, og i et stykke tid efter turde de slet ikke stå til søs.
Det var den historie jeg havde hørt fra Iver, og jeg kunne ovenikøbet huske at han havde nævnt fiskernes navne, blandt dem endog hans egen far. Nu ville jeg have grundig besked om det hele, så jeg kunne sammenligne med den nye historie om havfruen der havde talt til manden fra Samsø, og derved også benytte mig af denne lejlighed til at danne mig en klar mening om den. Jeg mente nemlig ikke at man uden videre kunne tro på hvad som helst i denne sag, endsige skrive det ned. Men hvad skete der så? Jeg gik og overvejede sagen for mig selv, og udsatte det hele til søndag eftermiddag, fordi jeg havde sat formiddagen af til kirkegang og gudstjeneste, men ikke så snart var vi blevet færdige med frokosten, før der kom et bud, formodentlig en hofmand, med besked til Iver (der som leder af klosteret stadig kaldes abbed) om at Hol
