Tekstbase - kontekst
Du er på side 57 af 147 sider (Side 178 i forlægget)
Document Buttons
cho etiam litatum inter eos, quorum societas non heluandi libidine sed gratulationibus colloquendique suauitate condita est.
Dies vero tres vel quatuor hoc studio inter priuatos consumpti sunt. Quinto, qui eius septimanæ vltimus <299> fuit, Iohannes senior, Slesuici atque Holtzatiæ dux, regis patruus, e Chersoneso Cimbrica aduenit, vir veteri rectoque morum vsu vt multo integerrimus ita pietatis laude certoque virtutis atque humanitatis studio secundus nulli, moderationisque bono nemini comparandus. Is curribus profectus domo, cum pauci tantum equites obuiam missi antecederent, sine strepitu pompaque vrbem ingressus recta peruenit <300> in arcem, ibique a rege ipso Vdalrichoque duce primum, deinde a regina eiusque matre, sorore sua, excipitur reuerenterque et amice salutatur. Peracto gratulationis officio, a rege soceroque deductus est in cameram quæ illi supra arcis portam tabulato secundo destinata fuit - consistentibus interim in area nobilibus, qui morantem aliquamdiu cum patruo regem <301> magna obsequendi promptitudine alacritateque operiebantur. Descendens rex in suam aulam e vestigio reuersus est.
Interea dum geruntur hæc, templum quod Hafniensibus summum maximumque est, et ex veteri malorum consuetudine Virgini Beatæ sacrum, honeste eleganterque ac magnifice ornari ceptum est. In eam rem insumptum biduum, dataque <302> est opera ab his quibus templi eius mandata cura fuit, ne quid ad nitorem honestumque solennitatis cultum desiderari posse videretur. Inductus ostro chorus est, fonsque e solido argento, quod sueticæ pacificationis fuit, haud procul ab altari summo collocatur, instrato pauimento holoserico, quod rubei coloris late et intuentium perstrinxit oculos, et rei actum decente magnificaque exultationis specie egregie exornauit.
Templum <303> re peracta clausum, adiectumque mandatum est ne in diem sequentem concionibus primis solitisque ministerij sacris aperiretur. Id fieri vtilitate maxima prouisum est. Quid enim in innumera hominum frequentia populosissimaque ciuitate peragi rerum publicarum posset, ni ab ingressu loci, quo res tantas tamque insuetas gratasque omnibus perfici necesse erat, arceretur vulgus, quod dum sese inferat protrudatque ac alios etiam <304> vel oppri
ikke på drikfældighed, men på lyst til at fejre mødet og glæde ved at tale sammen.
Disse private forehavender blev der vel brugt tre eller fire dage på. På den femte dag, som var den sidste i den uge, ankom kongens farbror hertug Hans den ældre af Slesvig og Holsten fra Jylland. Denne gammeldags, retlinede mand er ikke alene reel og hæderlig: Med sin fromhed og sin trang til at udvise både mod og mildhed står han ikke tilbage for nogen, og i mådehold overgår han alle. Han var rejst hjemmefra i vogn og kun et mindre antal ryttere var blevet sendt ham i møde. De eskorterede ham, uden spektakel og optog, ind i byen og direkte ned til slottet, hvor han blev modtaget ærbødigt og venskabeligt, først af kongen selv og hertug Ulrich, derefter af dronningen og hendes mor, der er hans egen søster. Da den formelle velkomst var overstået, blev han af kongen og sin svoger ført til det værelse der var indrettet til ham på anden etage over slotsporten. Imens forblev de adelige på slottet, hvor de med stor tjenstiver ventede, mens kongen et stykke tid var sammen med sin farbror. Da han kom ned igen, vendte han straks tilbage til sine egne gemakker.
I mellemtiden var man gået i gang med en storstilet og udsøgt udsmykning af den største kirke i København, som - efter gammel sædvane i den fordærvede tid - er indviet til den Hellige Jomfru. Hermed gik to dage, og de der havde fået til opgave at sørge for kirken, bestræbte sig på at alt skulle være så fornemt og strålende som den højtidelige handling krævede det. Koret blev prydet med purpurfarvet klæde, og i nærheden af højaltret anbragtes en døbefont helt igennem af sølv fra fredsslutningen efter svenskekrigen. Gulvet blev dækket af højrødt fløjl og beredte de indtrædende et strålende syn, der var med til at give hele begivenheden det rette skær af højtidelig festlighed.
Derefter blev kirken lukket, og der blev givet ordre til at den ikke måtte åbnes for morgenandagter eller de almindelige hellige handlinger den følgende dag. Det var en helt nødvendig foranstaltning, i betragtning af det hav af mennesker der bor i denne tætbefolkede by. Hvilke offentlige handlinger kunne man overhovedet gennemføre, hvis det jævne folk fik adgang til selve det sted hvor så betydningsfulde og så usædvanlige og glædelige begivenheder skulle foregå? Intet - hverken almindelig anstændighed eller ærefrygt ved synet af kongelig ophøjethed - kan holde den store hob
