Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 59 af 147 sider (Side 182 i forlægget)
Document Buttons
litate ac philantropia filij Dei instituta, in maio de donatione ac præsentia Spiritus Sancti in ecclesia fideliter admonita ac recreata. Nunc huius festi sacro tanquam superiorum recapitulatione <309> de sancta Triade - sic enim veteres Græci locuti sunt, priscamque tantæ rei appellationem Trinitatis nomine, nullo plane incommodo, sequentes Latini retinuerunt - instruitur informaturque ecclesia, quæ quid de Deo ex verbo Dei sentiat cogitetque ac statuat, non nisi Deo ipso teste seque prodente aperienteque vtiliter certe <310> ac vero salutis incremento admonetur. Neque enim hac in re vel studiis philosophiæ vel rationi cogitationibusque humanis locus est, sed quoties de Deo, vt Hilarius inquit, sermo est, equidem cognitionem sui concedamus Deo, dictisque eius pia veneratione famulemur. Idoneus enim sibi testis est qui nisi per se cognitus non est.
In huius igitur diei sacra vniversus fidelium populus et animi deuotione et piis vitæ institutis decenteque morum ordinatione incumbit, huc spectans vt et fidei basin ex puro manifestoque verbo dei <311> collocet, et professionis formam dignam Christo fideique sinceritati congruentem auspicentur et prestent, idque summum habeant quo vitæ cursum expleri admensurarique velint.
In hunc diem cum regij infantis baptismus voluntate iudicioque patris destinatus esset, quam primum ille se gratissimo solis lumine infudit orbi, protinus moueri excirique plausu ciuitatem omnem, nihilque principibus, senatui amplissimo nobilibusque ac multitudini vniuersæ reliqui fuit ad gratulationem, qua et sese mutuo <312> accendere et fælicitatem imprecari. Prima maximaque erant summi nobilissimique senatus studia, qui cum officium quantique momenti rem agi oportuit prudenter intelligeret, mature, ne quid in mora esset, conscendit arcem, salutatoque rege quæ post agenda essent e dignitate prestolatur.
Honestus dignusque regno huius est ordinis cætus, amplissima authoritas, adeo vt quod huic Dij immortales honori tribuunt, equidem publico <313> plerumque bono salutique patriæ merito tributum esse videatur. Consiliis moliri optima, quæque singulis e iure legibusque decidi queant sollicite prospicere suadereque, regem curis, patriam periculis terroribusque liberare - in eo vim ingenij fortunarumque maximam reponere: dignitatem tueri ac conseruare. In hisce ordinis amplissimi nomen ac gloriam sitam esse.
kærlighed til menneskene, og i maj var det glade budskab om Helligåndens nådegave og dens nærvær i kirken omhyggeligt blevet indskærpet. Den helligdag som det drejer sig om her, var en slags sammenfatning af alle de tidligere, og man oplyste her menigheden om den hellige Triade (det var de gamle grækeres navn for den, og på latin antog man dette navn uden videre i formen Trinitas, og fastholdt derved den oprindelige benævnelse for det ophøjede begreb). Det er nemlig kun gennem Guds eget vidnesbyrd og åbenbaring at kirken i den hellige skrift kan få den rette og frelsebringende vejledning om hvad man skal forstå og tænke om ham. Her hjælper hverken filosofien eller den menneskelige fornuft. Hver gang talen er om Gud, må vi, som Hilarius siger, overlade erkendelsen af ham til ham selv og underkaste os hans ord i from ærbødighed. "Han, der kun erkendes gennem sig selv, er det rette vidne om sig selv."
Denne helligdag fejres derfor af alle troende med personlig andagt og fromme forsæt for liv og dagligdag. De ønsker at bygge troen på Guds rene og klare ord. Herved kan de give deres bekendelser et udtryk, der er Kristus værdigt og harmonerer med den oprigtige tro, og få en fast målestok at lægge deres liv til rette efter.
På denne dag havde faderen altså besluttet at prinsens dåb skulle finde sted. Så snart dagen brød frem og lod solen sprede sit milde lys over verden, begyndte byen at summe af forventning og glæde. Alle - både fyrsterne, rigsråderne, adelen og hele folket - overgik hinanden i begejstring og lykønskninger. Det gjaldt særlig de højfornemme rigsråder der, som udtryk for deres klare bevidsthed om det særlige ansvar der hvilede på dem, i god tid indfandt sig på slottet for at hilse på kongen, hvorefter de afventede hvad der videre skulle ske.
Riget er godt tjent med denne fornemme forsamling, der besidder en sådan værdighed og myndighed, at den ære de udødelige guder skænker dem i lige så høj grad kan siges at komme hele samfundet til gode. De søger altid at finde frem til de bedste løsninger, og at give velovervejet råd og vejledning inden for de rammer som lovene udstikker, for herved at befri kongen for bekymringer og landet for al frygt og fare. Alle deres kræfter, både åndelige og økonomiske, sætter de ind på det ene, at beskytte og bevare rigsrådets værdighed. Herpå beror denne fornemme stands ære og ry.
