Tekstbase - kontekst
Du er på side 60 af 147 sider (Side 184 i forlægget)
Document Buttons
Cum ergo primis statim ante meridiem horis senatus adfuisset, <314> regi operam dabat, eumque non tumultu barbarico aut effusa inuenustaque ac inciuili morum clamorumque licentia, sed honesto ordinis ac reuerentiæ cultu iustisque ministerij gradibus accipit et cingit. Id spectare iucundum est, et cumprimis gratum bonis.
Interea dum parantur in arce quæ ad deferendum deducendumque infantem pertinerent, summum illud in ciuitate templum aperiri, ante fores statui ordinarique <315> satellites, vt vocant, ne quis in illud temere voluntateque sua irrumpere proteruius posset. Hora iam imminebat nonam, cum missum puerum explorare iussi quid agi demum ceptum, quo statu res circa templum esse viderentur. Ille transcursu vno peregit viam. Reuersus narrare maiores, quæ in hesperum vergunt, patefactas esse templi valuas, adiunctum militem esse qui subeuntes arceat ingressu. Prospectum patere introrsum qui aspicientes <316> magnificentia ornatus mouerit, splendoreque insigni intuentium oculos perstringat. Spargi voces nemini licere ingredi, aliquemque e senatu vrbis, quod audacius accessisset, iam nunc tantum non percussum esse, dicterio equidem aspersum, quo admodum mulctatus est. Hic ego: "Introire ergo nullos visum est?" "Nullos," inquit, "præterquam e doctis aliquot. Hos admissos vidi." Tum vero <317> mecum tacitus: "Rem difficilem agi sentio. Tamen si quid mendacio viam mihi aperire liceat, fortunam periclitabor."
Progressus templum petij, cumque interrogarem an intromitti fas esset, responderetque militum præfectus mandatis adiectum ne quem intrare custodia permitteret, et ego, "Ne quem e doctis etiam?" - "Et hosce," inquit, "non prohibuero." Tum me ex isto protinus aliquem profiteri grege, <318> cum ille concedi ergo posse ait, simulque introeundi potestatem facit. Ita voto nos præter spem potiti sumus.
Doctos autem appellat vulgus eos qui in academia hac bonas literas quocunque gradu profitentur. Eorum numero cum annos viginti expleuissem, exorsusque a primis minimisque artium - stipendio certe modico exilique, quod tum quidem temporis in hanc qua nunc luxuriat fortunæ magnificentiam academiæ huius conditio prouecta minime <319> fuisset - ad summas doctrinarum operarum
Straks i de tidlige morgentimer var rigsrådet altså kommet til stede for at bistå kongen. Det foregik naturligvis uden den mindste ansats til uhøvisk optræden eller uciviliseret postyr og spektakel - tværtimod omgav de kongen med respekt og ærbødighed efter deres indbyrdes rang og embede. Det var et smukt syn som måtte glæde alle gode borgere.
Mens man på slottet traf forberedelser til optoget der skulle bringe barnet til kirken, blev dørene til denne byens fornemste helligdom åbnet, og en deling af de såkaldte drabanter blev anbragt foran dørene for at hindre at alle og enhver uden videre kunne trænge ind.
Klokken nærmede sig nu ni, og jeg sendte en dreng afsted for at undersøge hvor langt man var nået i programmet, og hvordan det så ud henne ved kirken. Han fløj afsted, og kunne snart efter melde tilbage at de store porte mod vest nu var blevet åbnet, og at en soldat holdt vagt for at forhindre folk i at komme ind. Til gengæld kunne man se ind udefra, og udsmykningen var ganske overvældende. Alt skinnede og strålede én i møde. Folk sagde at overhovedet ingen fik adgang - og der havde endda været et medlem af byens råd der nær var blevet slået ned, fordi han nærmede sig lidt for frimodigt. Han var ganske vist sluppet med at blive overdænget med skældsord, men det var jo også en slags straf. "Du så altså ingen blive lukket ind?" spurgte jeg. "Nej, ingen," svarede han, "bortset fra nogle af de lærde, de blev lukket ind." "Javel," tænkte jeg ved mig selv, "det her ser svært ud. Men hvis det kan lykkes mig at komme ind ved hjælp af en lille løgn, vil jeg tage chancen."
Jeg begav mig så hen til kirken, og spurgte om det var muligt at komme ind. Soldaternes anfører svarede at de havde fået ordre om ikke at lukke nogen ind. "Heller ikke de lærde?" spurgte jeg, "Jo, dem kan jeg godt lade passere," svarede han. Jeg skyndte mig at præsentere mig som en af dem, hvorpå han sagde at det var i orden og lod mig gå ind i kirken - så det gik næsten bedre end jeg havde turdet håbe på.
De lærde er den almindelige betegnelse for dem der underviser på universitetet, uanset på hvilket niveau. Det har jeg selv gjort i tyve år. Jeg begyndte som lærer på de laveste trin ved artes-fakultetet - med en ganske beskeden løn, for dengang havde universitetet jo slet ikke de storslåede økonomiske betingelser det har nu - og nåede efterhånden frem til at beklæde de højeste universitets
