Tekstbase - kontekst
Du er på side 67 af 147 sider (Side 198 i forlægget)
Document Buttons
constituant, seque ipsos actionum formam in vtraque imperij ac gubernationis parte exhibeant et prestent. Fortitudinem moderationemque ac iusticiam qui suaserit <348> ipse ignauus effususque ac iniqua omnia consectatus et approbans? Religionem vero hanc sibi plerumque multi amplectendam putant quam principi probari vident. Certe magistratu impio populi pietatem haud raro desideraris. Si rex prophanitatem expetat confirmetque, quid in subditis quæso veræ solidæque pietatis contemptum demirere? Pius sit et iustus gubernator princeps, populi profecto <349> gratas luculentasque virtutes existere necesse est.
Cum igitur hisce moribus ac pietate regem Deus septemtrioni dederit, qui et vero cultu cælum et terras virtutibus amplecti peneque mereri possit, quid mirum quæso si exemplo huius <350> ad amandum colendumque Deum, ad iusticiam æquitatemque faciendam, ad moderationem vitæ ac humanitatem consectandam populus ipse, qui tam pij tamque boni principis imperio subest, excitari permouerique posse videatur? Illo promptius libentiusque nemo accedit templum, nemo precatur ardentius, nemo fiducia maiore et se committit cælo et inde opem auxiliumque ac consolationem expectat et prestolatur. <351> Hæc illi iam inde a maioribus hæreditaria tanquamque domestica est virtus, cum stirps Altenburgiaca, quæ a vetustissimis Daniæ regibus in hanc seram florentemque nepotum seriem deducta est, et pietate summa et virtutibus eximia inter maximos primosque orbis christiani reges habita sit et culta. [[Sed hac de re in Danicis nostris copiose explicatum est.
Etsi igitur ***]]
[[Filium Dei oro vt hæc nobis commoda velit esse perpetua, <352> vsumque verbi sui incorruptum ac salutarem, regiæ stirpis cum pietate propagationem ac parendi obtemperandique voluntatem in subditis excitet, largiatur et firmet.]]
fromhed i kirkelige anliggender, hvorved de selv træder frem som eksempel og forbillede på hvert af de to områder i statens styrelse. Hvordan kan man overbevisende tale for tapperhed, mådehold og retfærdighed, hvis man selv er sløv og ødsel og dyrker og opmuntrer alle mulige former for uretfærdighed? Hvad religionen angår, er de fleste af den opfattelse, at den religion de ser deres fyrste give sin støtte, må de også selv bekende sig til. I hvert fald vil man ofte lede forgæves efter gudsfrygt i folket, hvor øvrigheden ikke er from. Hvis kongen selv opsøger og støtter gudløsheden, hvordan kan man da forbavses over foragt for den sande og ægte fromhed hos undersåtterne? Er fyrsten imidlertid en from og retfærdig hersker, må folket nødvendigvis også blive kendetegnet ved smukke og fremragende dyder.
Eftersom Gud nu har givet Norden en konge, hvis personlige holdning og gudsfrygt får ham til at vise sand hengivenhed over for himlen og ædle og fremragende egenskaber på jorden, så han er begge sfærer værdig - kan det da undre at det folk, der er underlagt en så from og god fyrstes herredømme, selv synes at blive opmuntret og tilskyndet af hans eksempel til at elske og tilbede Gud, og til altid at udvise retfærdighed og billighed og stræbe mod beskedenhed og mildhed? Ingen går så ofte og gerne i kirke som han, ingen beder mere indtrængende bønner, ingen betror sig med større fortrøstning og tillid til himlen, i sikker forventning om hjælp, støtte og trøst. Disse store egenskaber er en arv fra hans forfædre, en slags familiesærpræg. Den oldenborgske slægt, som kan føres fra de ældste danske konger og frem til denne sidste og blomstrende række af efterkommere, regnes nemlig til de største og fornemste blandt den kristne verdens konger, både hvad angår gudsfrygt og smukke egenskaber. [[Men dette har jeg forklaret udførligt i Res Danicæ.
Skønt altså ***]]
[[Gid Guds Søn vil lade disse gode forhold blive ved at herske i fremtiden, gid han vil opmuntre og styrke hengivenheden til det ufordærvede og frelsebringende ord, den gudfrygtige videreførelse af den kongelige slægt og folkets vilje til at adlyde og underordne sig.]]
