Tekstbase - kontekst
Du er på side 72 af 147 sider (Side 208 i forlægget)
Document Buttons
Sponsores baptismo astare Iohannes senior Holtzatiæ dux, patruus regius, et inclytus amplissimusque regni Daniæ senatus, qui et totus adfuit præter Georgium Lyckæum, qui tum forte aberat legatione functus in Silesiam, cum illum eo serenissimus rex principi Lignitizio honoratum nuptias <372> misisset, comite doctore Brinckio, qui cum recens aulæ ministerio adiunctus esset, in hanc legationis partem iussu regio accitus est. Georgij vices supplere filius, patrisque loco inter summos astitit. Erant et ex nobilitate alij in id quoque officij ac conditionis inuitati quidam vt sponsionem pro infante facerent, quibus et matronæ aliquot nobiles, lectissimæ <373> profecto ac moribus insignes fæminæ adiungebantur, ne quid ecclesiarum nostrarum ritus, etiam circa huius infantis baptismum, omnino variaret.
His ita Paulus ex eo quo fonti sacro vicinus stabat locutus est loco: Vt moneri se patiantur fideiussores, quocunque vel gradu vel necessitate essent, summo operi quod quidem in terris geri possit testes sponsoresque <374> adfuisse, fidemque ita pro infante hoc dedisse regio, vt memores sint tanquam stipulatione mutua huiusmodi quidem contractam esse obligationem quæ, quam diu mortalis hæc duret vita, nequaquam dissolui posse videatur. In patris se iam subiisse locum sciant, itaque operam studiis modisque ac consiliis omnibus darent ne quid filio regis, quem nunc <375> sibi e sacro officio charissimum esse putent, accidat quod cum salute patriæ ordinumque dignitate ac conseruatione reipublicæ non sit coniunctissimum. Vt infantem hunc alia præ reliquis conditione esse haud dubitent, ita se arbitrentur eo positos gradu cui, si vita comes sit, Christo filio Dei principe dispensanteque ætas successusque eius omnino innitatur. Precari se et a Deo optimo maximo contendere vt qui contractus <376> actione hac tam sacra videri nexus queat, fundamentum sit amoris mutui, quo et ille suos aliquando et sui illum pari affectionis vinculo ac fide accipiant, complectantur et foueant.
Ita locutus ille et finem orationi fecit, et socrus regia in sellam in id iam tum paratam cum infante Christiano reuersa est. Senatus suis se accommodauit adiunxitque locis, quos quidem et reliqua nobilitas secuta est. Plausum <377> tripudio ac harmoniis suauissimis regij musici ostendere. Organis interlusum deinde est, statimque
Faddere ved dåben var hertug Hans den ældre af Holsten, kongens onkel, og det berømmelige og højfornemme danske rigsråd, hvis medlemmer også alle var tilstede på nær Jørgen Lykke. Han var på det tidspunkt i Schlesien som gesandt, for at bringe fyrsten af Liegnitz den høje konges hyldest i anledning af hans bryllup. Som ledsager havde han doktor Brink, der først for nylig var blevet ansat ved hoffet, men ikke desto mindre nu på kongens befaling var blevet indkaldt til dette gesandtskab. I stedet for Jørgen deltog hans søn, der således stod mellem de allerfornemste på sin fars vegne. Der var også andre adelige til stede, som var blevet opfordret til at påtage sig det forpligtende hverv som drengens faddere, og deriblandt var også en række fremtrædende og yderst agtværdige adelige fruer. På intet punkt måtte der forekomme afvigelser i vore kirkers ritual, heller ikke ved dette barns dåb.
Til dem talte Poul nu fra det sted nær den hellige døbefont hvor han stod: Som faddere måtte de lade sig belære om, at de alle uanset deres stand og vilkår havde været vidner og garanter ved den mest betydningsfulde handling som overhovedet kan finde sted her på jorden. De måtte altid huske på at ved deres løfte her til det kongelige barn, var de gået ind på en forpligtelse, en slags gensidig kontrakt, som de aldrig ville kunne løses fra i dette jordiske liv. De måtte vide at de nu havde lovet at træde i fars sted, og at de derfor på alle måder skulle drage omsorg for at kongens søn, hvem de som følge af den hellige handling måtte føle oprigtig kærlighed for, ikke måtte udsættes for noget som ikke var fuldstændig foreneligt med fædrelandets trivsel, stændernes værdighed og statens bevarelse. Ligesom de ikke måtte drage dette barns særlige stilling i tvivl, måtte de forstå at de selv udgjorde den stand som hele hans fremtid og lykke, hvis han levede længe nok, skulle hvile på under Kristi ledelse og styre. Han rettede derfor en indtrængende bøn til den almægtige Gud om, at den forbindelse der var blevet knyttet ved denne højhellige handling, måtte danne grundlaget for en gensidig kærlighed, så barnet ville komme til at behandle og omfatte sine undersåtter med samme hengivenhed og loyalitet, som ville knytte dem til ham.
Med disse ord sluttede han sin tale, og samtidig gik kongens svigermoder tilbage med den lille Christian til den stol, der var stillet frem til hende. Også rigsråderne fandt deres pladser, fulgt af den øvrige adel. De kongelige musikere gav glæden udtryk i velklingende fanfarer. Så fulgte et lille interludium på orgel, og straks
