Tekstbase - kontekst
Du er på side 73 af 147 sider (Side 210 i forlægget)
Document Buttons
secuta concio publica docente Catholmio, qui Christi Nicodemique certamina egregia orationis doctrinarumque methodo, quaque solet persuadendi mouendique facilitate, explicuit, magnoque auditorum vsu cognoscenda dedit. Addidit et de Trinitate admonitionem, qua tum ecclesia breuiter sed recte instituta est.
<378> Sub concione, cum ego Ericiusque vicini publico ecclesiæ fonti in maiore templi atrio consedissemus, ingressus ædem Steno Bilde, cum nos forte fortuna extremo illo morari videret loco, accessit salutauitque deque valetudine est amice sciscitatus. Mihi vero cum illo viro noticia est et familiaritas antiqua, cum inde pene ab adolescentia ita nos complexus sit, vt maiorem constantioremque erga me studij ac voluntatis honestæ affectionem <379> in alio haud persenserim, conspirantibus, vt credo, in id tacitis quibusdam naturæ causis, quod iisdem et delectemur studiis, et poesim vterque nostrum ita amet vt excellere illum potuisse non dubitem, si quod ingenio naturaque valuit, laboribus atque exercitatione voluisset excolere. Virum scio mehercle esse bonum proculque ab adulationibus et calumniandi veneno recessisse, <380> cui quod sentire est animo id ipsum loqui lingua est.
At vero orationem cum Catholmius absoluisset insonuissentque aliquantum organa, auia nepotem ad altare detulit, principibus excepta comitataque, atque istic officij actionisque publicæ testem honestum reliquit munus. Liberalitatem eius principes mox imitati sunt. <381> Inde senatus regni, cæteraque quæ choro morabatur fidemque pro infante dederat nobilitas, ordine progressi omnes oblationibus et confirmare plausum et ministerij euangelici agnoscere dignitatem, eamque quam inter christianos esse manifestam exquisitamque decet gratitudinem ostendere ac profiteri.
Cessantibus paulo post organis eximia dulcisque quædam musica a regiis cantoribus audita est. <382> Tum preces orationemque publicam cum dixisset episcopus adiecissetque benedictionem, quam ex Mose retinet ecclesia, nunciata pace dimisit cætum. Eodem quo venerant ordine confestim discedunt templo, eaque in re variatum nihil est. Petrus Gyldenstiernius, regni senator et mareschalcus, cum nos forte fortuna pertransiret exiens, annuebat capite, eumque ego vicissim salutabam.
derpå den almindelige prædiken med Katholm som prædikant. Han fortalte historien om ordskiftet mellem Kristus og Nikodemus og udlagde den lærd og kyndigt i en forbilledlig retorisk form. Under udfoldelse af sin sædvanlige dygtighed til at overbevise og bevæge tilhørerne, gjorde han dem teksten både forståelig og anvendelig. Han forklarede også menigheden om Treenigheden, hvorom han gav en kortfattet men præcis redegørelse.
Under prædikenen hvor jeg og Jørgen Eriksen havde sat os hen i nærheden af menighedens almindelige døbefont nede i kirkens skib, trådte Steen Bille ind i kirken. Han fik tilfældigvis øje på os i den nederste del af kirken, og kom hen og hilste og spurgte venligt til vores helbred. Mit bekendtskab og venskab med denne mand går langt tilbage i tiden. Fra jeg var ganske ung har han vist mig en stadig interesse og oprigtig elskværdighed, som jeg ikke har mødt mage til hos noget andet menneske. Jeg tror det skyldes en stiltiende overensstemmelse i vor natur. For vi finder glæde i de samme studier og holder begge overordentlig meget af poesi - ja, jeg er sikker på at han kunne blive en glimrende digter, hvis blot han ville opdyrke sine naturlige talenter med stadige og ihærdige øvelser. Han er en fremragende mand, der finder enhver form for smiger eller bagvaskelse forkastelig. Hans ord udtrykker altid hans hjertes mening.
Da nu Katholm havde afsluttet sin tale, og orglet havde spillet et stykke tid, bar bedstemoderen, fulgt af de fyrstelige, sit barnebarn hen til alteret, og der lagde hun en gave som vidnesbyrd om den offentlige handling. Umiddelbart efter fulgte de fyrstelige hendes gavmilde eksempel, og derpå rigsrådet og de øvrige adelige, der sad i koret og havde stået fadder: Alle trådte frem i rangorden for med gaver at bevidne deres bifald, bekræfte de evangeliske handlingers store betydning, og give udtryk for deres åbenlyse og helhjertede taknemmelighed, sådan som det anstår sig blandt kristne mennesker.
Da orglet kort efter holdt op, fremførte de kongelige sangere nogle smukke og fornemme musikstykker. Biskoppen fremsagde derpå bønnerne og kirkebønnen, og da han til sidst havde sagt den velsignelse som kirken har fra Moses og lyst fred over forsamlingen, afsluttede han gudstjenesten. Straks forlod optoget igen kirken, i samme rækkefølge som de var kommet, uden ændringer. Da rigsråden og marsken Peder Gyldenstierne tilfældigvis kom forbi os på vej ud, nikkede han til os, og jeg hilste tilbage.
