Tekstbase - kontekst
Du er på side 74 af 147 sider (Side 212 i forlægget)
Document Buttons
Hunc virum ob virtutes fortitudinemque semper feci plurimi, sed merita patris eius <383> Canuti Gyldenstiernij de Tim, viri longe maximi amplissima fuere in me, adeo vt eius non possim non recordari plusculum, idque hac occasione maxime quod, cum prima profectione mea rediissem e Germania, venissemque aliquando Kalundburgum, et me tum Christiernus II, Daniæ rex, qui eo tempore ex certo senatus procerumque regni consilio, non captiuus, vt nugari scribereque quidam sunt ausi, sed custodia libera suoque etiam consensu istic loci commorabatur, conuentum esse cupiuisset, egoque, vt qui neque regibus principibusue <384> colloqui magnopere assuetus eram, et periculum nonnunquam esse scirem huiusmodi quidem atque ea conditione viris sine arbitris verborumque censoribus conuersari aut loqui, congredi profecto atque accedere etiam refugerem, vocatum me Canutus (quod is illo quidem tempore arcis capitaneum ageret) rogabat vt petenti volentique regi morem gererem. Id de me sibi nunc persuadere quod in maioribus meis situm iam diu cognouisset. Eoque dicto potestatem michi regem adeundi fecit.
Etsi autem multis me et rationibus certe et argumentis non negauerim esse motum prius vt <385> quæ clara magnaque estimatione essent, genio haud abhorrente consectarer et colerem, hoc tamen viri tanti tamque paucis e virtute qua prestabat noti dicto ac beneuolentia ita me confirmatum fateor vt, quam ipse in maioribus meis extulisset veraque ornasset laude fidem, eam ego mihi et expetendam amplectendamque studiis, et priuatis vitæ compendiis omnibus quæ cum honesto gloriæ fructu incrementoque coniuncta non essent anteponendam esse arbitratus sim. Hunc studiorum <386> ac vitæ nostræ cursum metamque cum nescirent multi, equidem instituti consiliorumque nostrorum rationes suggillare quidam, arrodere plures mordereque clam malevoli et audacter interdum calumniari. At vero summum maximumque virtuti theatrum est conscientia. Ei cum improbitatis, perfidiæ aut nequitiarum inusta non sit nota, equidem nec mihi graue sit recte agere, nec quem nostris impingant ineptiores fortasse morsum magnopere pertimescendum mihi esse putem. Vetus <387> esse lædi plerumque bonos, dum non se malis iungant. Huic sorti quid attinet, quæso, manus vitamue subducere, dum recte honesteque factorum gloria et charum bonis tueare
Denne mand har jeg altid sat meget højt, på grund af hans ædle karakter og store tapperhed. Hans far, den store Knud Gyldenstierne til Tim, har dog ydet mig endnu større tjenester - så store at jeg ikke kan undlade at mindes ham her, især på grund af følgende: Da jeg var vendt hjem fra Tyskland efter min første udlandsrejse, og på et tidspunkt var kommet til Kalundborg, ønskede den danske konge Christian II at møde mig. Han boede dengang der i byen efter beslutning fra rigsrådet og rigets stormænd - ikke i fangenskab, som visse personer har været frække nok til at insinuere og sågar at skrive, men i fri varetægt og ganske frivilligt. Jeg var naturligvis ikke særlig vant til at tale med konger og fyrster, og vidste at det kunne være farligt at tale med mænd af den slags, og i den situation, uden at der var andre til stede, som kunne bevidne hvad der var blevet sagt, og jeg undslog mig derfor for at mødes med ham, men Knud kaldte mig til sig (han var på det tidspunkt høvedsmand på slottet) og bad mig om at rette mig efter kongens ønske. Han havde længe kendt min slægts gode egenskaber, og var sikker på at jeg kunne leve op til dem. Da han havde sagt det lod han mig få adgang til kongen.
Jeg kan naturligvis ikke nægte, at jeg allerede tidligere havde følt mig bevæget af mange fornuftige grunde og argumenter til at stræbe efter storhed og berømmelse med de evner som de højere magter havde givet mig. Men jeg må indrømme at det var disse velmenende ord fra så stor en mand (som, på trods af sine store egenskaber, kun var kendt af ganske få) der bekræftede mig i min beslutning. Den troskab han havde rost så uforbeholdent hos mine forfædre, besluttede jeg at gøre til målet for alt mit arbejde, og sætte over alle de private goder i livet, der ikke var forbundet med ærlig erhvervelse og forøgelse af mit ry. Eftersom få har vidst at jeg havde sat mig dette mål for mit liv og mit arbejde, har visse folk draget fornuften i min livsførelse og mine forehavender i tvivl - ja, mange har direkte kritiseret dem, eller været ondsindede nok til at rakke ned på dem bag min ryg, til tider i helt fordrejet form. Samvittigheden er dog dydens rette virkefelt: sålænge den ikke er brændemærket af umoralsk opførsel, upålidelighed eller nedrighed, vil jeg ikke føle det som nogen byrde at handle rigtigt eller føle nogen særlig frygt for tåbelige menneskers tilsvining. Det er velkendt at de gode ofte lider fortræd, netop når de holder sig på afstand af de onde. Hvorfor skulle man søge at undgå denne skæbne, når man med den berømmelse der kommer af at have handlet
