Tekstbase - kontekst
Du er på side 75 af 147 sider (Side 214 i forlægget)
Document Buttons
nomen et tenues valdeque intricatas maleuolorum casses, Christo duce virtuteque comite, perrumpas? Sed de his nihil ego dicam impræsentiarum.
<388> Digressis a templo allusere tubicines. Porta autem quæ in vesperum vergit, ædibusque quas ego mihi angulares in ista platea regia donatione ob res Danicas honoratus emeram, opposita est, exeuntes, currum socrus regia cum infante baptisato occupat, equos principes conscenderunt, geniceum nobilitasque et tota ministrorum <389> turba suis, illis quibus venerant, et ordinibus et viis in arcem reuersi sunt. Interea dum paulatim subuecti incedentesque medium explent iter, nouam quasi videre vrbis faciem nouasque audire voces gratulantium acclamantiumque, ita vt in subitum auspicatumque læticiæ genus ciuitas tota a baptismo infantis effusa accensaque esse videretur. Primum enim matronæ vxoresque ac filiæ ciuium recentia inspergere proiectareque solo gramina <390> ac plateas herbis etiam nobilioribus infercire. Mox propassis apertisque fenestris flores omnis generis intexere, cumulatisque liliis suauefragrantibus victoriæque symbolis et aërem reficere et aspectantium oculos mirifice oblectare. Postremo et plausus a cunctis datus est: Alij manibus perstrepere alij voces fundere successum fælicitatemque omnes imprecari.
Vt vero in vulgus sparsum est Christiani nomine infantem appellatum <391> esse, dici profecto nequit quantopere ista re omnis ciuitas exhilarata sit. Recens enim adhuc erat Christiani tertij memoria, et percharum nomen, cuius cum sancta semperque commemoranda sint in patriam ex vera virtute merita, eque eo nepotem audirent consecutum in baptismo nomen, subita extitit hilaritas, auditæque sunt late voces acclamantium et gratulantium <392> populorum, quorum etsi diuersa erant verba, in idem tamen spectabat animus, eademque poscebat oratio. Ille vitam longam petere, alter successum felicitatemque orare, multi e nomine sumentes occasionem et aui virtutes pietatemque et humanitatem recensere, et huic imitandi desiderium consectandique facultatem votis omnibus imprecari.
Vetus autem est, et relligiosum multis habitum, maiorum nomina liberis nepotibusque imponere, <393> sæpeque tanta nominum vis fuit vt vel hoc solo, cum grata maiorum et merita fuissent et memoria,
rigtigt, ikke alene kan bevare et godt omdømme blandt gode mennesker, men også kan sprænge alle de fintmaskede og frygtelig indviklede snarer, som ondsindede mennesker lægger for en - blot man lader Kristus vise vejen og har sin egen dyd som følgesvend. - Men det vil jeg ikke tale om nu.
Da de havde forladt kirken klang basunerne. De gik ud gennem vestdøren, der vender ud mod mit hus, et hjørnehus på gaden lige udenfor, som jeg har købt for den belønning kongen hædrede min Res Danicæ med. Kongens svigermoder satte sig i en vogn med det nydøbte barn, de fyrstelige steg til hest, og kvinderne, adelen og hele flokken af tjenestefolk vendte tilbage til slottet i samme rækkefølge, og ad de samme gader, som da de kom. Mens toget langsomt bevægede sig tilbage ad ruten, var det som om byen viste et helt nyt ansigt og nye stemmer gav deres bifald og lykønskninger til kende - som om hele byen ved denne barnedåb pludselig blev grebet af en særligt lykkevarslende form for glæde. Først dækkede borgernes hustruer og døtre jorden med frisk græs, og gaderne med endnu ædlere urter. Så slog de vinduerne op på vid gab og pyntede dem med blomster af alle slags. Mængder af liljer, der er symbol på sejr, fyldte luften med vellugt og frydede alles øjne. Endelig gav alle deres bifald til kende: Nogle klappede, andre råbte, alle ønskede de barnet lykke og fremgang.
Da det så også rygtedes blandt folket at han havde fået navnet Christian, blev hele byen ganske ubeskrivelig begejstret. Christian III stod nemlig stadig i klar erindring, og hans navn var højt elsket på grund af de dyrebare og evigt uforglemmelige tjenester han af sit store hjerte havde gjort sit fædreland - så da de hørte at hans sønnesøn var blevet opkaldt efter ham blev de ude af sig selv af glæde. Folks højlydte jubel og lykønskninger hørtes vidt og bredt, og skønt ordene var forskellige, var deres følelser og det de udtrykte det samme. Een ønskede ham et langt liv, en anden bad for lykke og fremgang. Mange tog anledning i navnet, mindedes farfaderens dyder, hans fromhed og hans mildhed, og bad til at barnet ville få lyst til at følge hans eksempel og mulighed for at træde i hans fodspor.
Det er en gammel skik, som for mange har en dybere mening, at opkalde børn eller børnebørn efter deres forfædre, og navne har ofte haft så stor betydning at selv store slægter - når en forfader huskes med særlig sympati på grund af nogle store bedrifter - ved
