Tekstbase - kontekst
Du har søgt på: recte istud | Du er på side 76 af 147 sider (Side 216 i forlægget)
Document Buttons
magnæ etiam gentes nepotum minorumue fortunas asseruerint, proque iis ornandis constabiliendisque extrema nonnunquam periclitari ausi sint. Certe fauoris ac veteris beneuolentiæ ceu monumenta quædam habita æstimataque sunt multis, quæ gentibus amicisque bene honesteque meritorum memoriam reducerent ac conseruarent, et <394> ipsos illos quibus data impositaque sunt, ad imitationem studij, virtutis atque clementiæ eorum quos se nomine referre sciunt, maximis persæpe ad humanitatem iusticiamque stimulis excitent ac cohortentur. Nec maiore interdum magisue idonea vtimur ad persuadendum oratione, quam cum e nomine admonemus percellimusue eos qui grata acceptaque maiorum gerunt, quos vel non hoc facturos vel similem actionis licentiam non probaturos fuisse <395> ostendimus, eaque ratione honestum in agendo modum liberis nepotibusque sine inuidia commendamus. Quin hos nonnunquam quorum nobis cordi salus est, respicere iubemus in vitam actionumque formas eorum a quibus nomen tenent, ita enim inuenturos qua norma officij partiumque suarum ac muneris commissi cursum compleant, cum illorum pietas vsurpataque virtutis studia lucem præbeant minoribus, qua ad parem nominis <396> memoriæque gloriam sine offensione decurrant.
Vt igitur e nomine occasionem nacti essent multi, mirum certe quantis acclamationibus infanti quidam gratulari, omnes pene qui Christianum auum eiusque merita, virtutes pietatemque ac moderationem nouerant, illius commemorare facta, laudes occinere, huic eandem et gratiam et fælicitatem vitæ exoptare. Inter has voces plaususque et gratulantium studia, in arcem <397> paulo ante meridiem peruentum est.
Positi ante arcis portas custodes multitudinem plebemque aditu prohibere, illos quibus patere accessus debuit admittere, nullis iniurij esse. Ministris enim et principum et nobilitatis alibi, quo pransum commessatumque diuerterent, paratus locus fuit. In eam rem maxima Companiæ, vt vocant, destinata est Aula.
In arcem inductus infans patri matrique, qui istic interea commorati, <398> statim oblatus, reque ipsa et nomine Christianus pro ethnico gentilique traditus ac commendatus est. Parentes amplecti agnoscereque Dei munus ac benedictionem, magni etiam officium facere probareque eorum quorum fide, laboribus ac diligentia infans Christo insertus sit. Polliceri studij huius gratitudinem et me
dette ene middel har forsøgt at sikre de næste generationers hele fremtid, som de ofte har gjort deres yderste for at besmykke og befæste. Navnene anses af mange for en art minde om tidligere tiders nåde og velvilje, der kan bevare og genkalde erindringen om store og gode gerninger hos slægt og venner, samtidig med at den der har fået navnet kan blive stærkt ansporet af bevidstheden om at være opkaldt efter en forfader til at efterligne dennes energi, karakterstyrke og mildhed såvel som hans betænksomhed og retfærdighed. Derfor er også en af de bedste og nyttigste former for belæring den der bygger på et navn - altså den der går ud på at give råd og vejledning til dem der bærer navn efter afholdte forfædre, ved at påvise at disse forfædre ville have undladt at gøre en bestemt ting, eller ikke ville have bifaldet en handlemåde af den art. På den måde kan man give disse børn og børnebørn gode råd om passende optræden uden at det virker stødende. Ofte, når vi føler ansvar for nogen, anbefaler vi dem netop at have dem de er opkaldt efter, deres liv og gerninger, for øje, fordi de derved vil kunne finde et ideal hvorefter de kan udføre deres pligter og de hverv der bliver dem pålagt. Forfædrenes fromhed og den karakterstyrke de har udvist forlener efterkommerne med et lys, der uden hindringer kan lede dem frem imod en lige så stor berømmelse.
Derfor greb mange navnet som en anledning til en overvældende hyldest til barnet. Så godt som alle der kendte hans farfader Christian III, hans store fortjenester, hans ædle karakter, fromhed og mådehold, mindedes hans bedrifter og priste ham i høje toner, samtidig med at de ønskede den nye Christian den samme popularitet og det samme lykkelige livsløb. Således nåede toget kort før middag tilbage til slottet under jubel og livlig deltagelse fra alle sider.
Foran slotsportene var der opstillet vagter, der holdt folkemængden ude og lod dem der skulle have adgang komme ind, uden at forurette nogen. Til fyrsternes og adelens tjenere var der indrettet et sted udenfor slottet, hvor de kunne gå hen og spise, nemlig den store hal der kaldes Kompagnihuset.
Barnet blev bragt ind på slottet, hvor forældrene havde ventet, og blev straks overdraget til dem - nu ikke længere som den hedning de havde givet fra sig, men kristen både af navn og af gavn. Forældrene tog imod denne gave og velsignelse fra Gud, og gav samtidig udtryk for deres anerkendelse af den store indsats der var ydet: den troskab, det arbejde og den omhu hvormed barnets indlemmelse i Kristus var blevet gennemført. De lovede altid at
