Tekstbase - kontekst

ren vansires af Djævelens listige anslag, holder Gud den dog altid i live, ved aldrig at lade dydens frø miste kraften hos dem der af ærlig vilje søger det skønne i livet og den rette handlemåde, som det anvises ved den menneskelige fornufts lys. Dem der følger dette smykker han med berømmelse - den er belønningen for et aktivt liv som borger, den er den hæder der følger med store gerninger. Men lad det være nok om det.

Der er ingen tvivl om at det var den lykkelige bevidsthed om dyden, der fik Epaminondas til at påtage sig disse store og svære prøvelser. Skønt selv denne tapre mand måtte bukke under for anstrengelserne, blev smerten overskygget af fornuften, der sagde ham at det havde haft et formål at kaste sig ud i krigens strabadser, og at han med sin død og med sine landsmænds sejr havde tjent fædrelandets velfærd og værdighed. Denne sjælsstyrke og vilje til at gøre det rette har Gud belønnet med berømmelse, en storslået og evig påmindelse om dyden, der aldrig skal dø ud blandt gode mennesker. For det er gudernes ønske at den netop skal stå som et forbillede for konger og andre ledere, et eksempel de kan holde sig for øje som inspiration til at udvise den samme omsorg for rigets og fædrelandets beskyttelse: Alt hvad de ejer, hvad enten de har deres egen flid eller skæbnen at takke for det, bør være helliget fædrelandet, bør kunne opofres for fædrelandets ære, værdighed og velfærd, om de så skal sætte deres egen velfærd og deres liv på spil derved. Denne gerning bør de føle sig viet til at varetage, hvad enten de er født eller udvalgt til den. En konge vil aldrig kunne opnå berømmelse uden at den er uløseligt knyttet til hele befolkningens sikkerhed og mulighed for at leve et værdigt liv uden bekymringer. Tag omsorgen for fædrelandet fra en konge og du har taget kongeligheden fra ham, for den afhænger ikke af kongens eget skøn, men af folkets samlede velvillige dom. Hvis kongen mister denne støtte, må også hans kongelighed anses for svækket, ja tilintetgjort, omend man muligvis en vis tid er tvunget til at adlyde ham. Det har altid for en konge været den nærmeste vej til forlis at tage private hensyn på en måde der skader det offentlige, at forsøge at forbedre og bestyrke sine egne forhold og derved svække og nedbryde det fælles. Den fornemste og sikreste vej til lykken er for en konge at gavne det fælles vel: Den vej føres han ind på af religionen, den tvinges han ind på ved ed, den drives han mod af folkets forhåbninger, af dets enighed, velvilje og billigelse. Det er som oftest gået dårligt for dem der undergravede samfun