Tekstbase - kontekst
Du er på side 88 af 147 sider (Side 240 i forlægget)
Document Buttons
prætium existimatum est. Contemnitur victoria, nisi quæ cum immanitate crudelitatisque horribili laceratione coniuncta est. Non enim nunc satis est fortissimum quemque ab ignauissimo interdum sterni atque intercipi, †ita vt punitus morte fugaue perculsus aliena appetere inuadereque ac perturbare desinat†. Infercitur et laridum, quod cum flammam puluere incenso concipit corpusque impactum globo subit, equidem viuos ignes infert artubus, quibus <458> et carnes et viscera depasci paulatimque ardendo deflagrare, horribili profecto atque ipsis sæpe hostibus commiserando spectaculo, intueri et dolere possis.
His hominibus non pro libertate patriæ certamen, sed contra humanitatem contraque honestos animi ac pectorum motus furor rabiesque diabolica suscepta est. Scelerum confessioni, quam cruciatibus interdum extorqueri necesse est, grauior ob certam causam excogitatur modus. <459> At hosti ita resistendum est vt, cum belli iusti formam defensionemque patriæ amplexus videri queas, humanitatem tamen minime transgressus esse perhibeare.
Quid gloriosius quam vincere, præsertim si iusta belli causa sit. Quid tetrius scelestiusque quam, quo niti virtute debeas, impietate et quidem magistro Satana contendere et progredi? Et tamen rara est hisce hominibus victoria, sæpeque superiores sunt <460> quos non maior militum numerus, non teterrimorum cruciatuum excogitatio, sed virtus vera fulcit.
Sit satis deici adversarium, ne horribili membrorum ac corporis totius immedicabili cruciatu distorqueatur et ardeat. Denique ita et bellum geras et prælium committas, vt filium Dei iudicem vindicemque metuas et speres. Quanto rectius Cæsar, qui victoria potitus inclamari <461> iusserit: "Miles parce ciuibus!" Homines sunt etiam hostes, et conciues sæpe. Ab his prohiberi humanitatem nolis, siue pugnando ferias siue vincendo serues. Interimas licet, cruciatum
virkelige ære i krig eller i hvert fald for tapperhedens fornemste mål. En sejr der ikke er forbundet med bestialitet og grufulde myrderier, regnes for intet. Ikke alene bliver nu den allertapreste undertiden strakt til jorden og dræbt af den allerfejeste, så han, fordi han bliver straffet med døden eller jaget på flugt, ophører med at efterstræbe, overfalde og ødelægge fremmed ejendom. Nu lader man også skydevåbnene med fedt, som antændes sammen med krudtet, og trænger ind i kroppen sammen med kuglen, så lemmerne bryder i brand. Synet af kød og indvolde der langsomt brænder op og tilintetgøres, er så rædselsfuldt og rystende at det ofte vækker medynk selv hos fjenden.
Det er ikke en kamp for fædrelandets frihed de mennesker udkæmper, det er en kamp imod al medmenneskelighed, imod enhver fornemmelse for anstændighed - en ubændig djævelsk galskab. Når det drejer sig om forbrydelser, hvor det kan være nødvendigt at anvende pinsler til at fremtvinge en tilståelse, udtænker man, på grund af bestemte omstændigheder, særlig hårde metoder. Men en fjende må man behandle anderledes: Selv når det står ganske klart at man fører en retfærdig krig til fædrelandets forsvar, må det aldrig kunne siges at man har overtrådt grænserne for menneskelig anstændighed.
Hvad er mere ærefuldt end at sejre, og det især når den krig man kæmper er retfærdig? Hvad er mere foragteligt og forbryderisk end at gå i kamp uden respekt for Gud og mennesker og lade sig lede af Satan, hvor man burde bygge på dyden? Den slags mennesker vinder imidlertid sjældent sejr. De stærkeste er ofte dem der ikke støtter sig på store opbud af krigsfolk, ikke på påfund der kan forvolde grusomme pinsler, men på sand dyd.
Det må være tilstrækkeligt at kaste en fjende til jorden uden at hans krop og lemmer samtidig også skal splittes ad og brændes op under frygtelige og uovervindelige pinsler. Krig kan kun føres, slag kun udkæmpes, hvis man på én gang frygter og sætter sin lid til Guds søns dom og gengældelse. Handlede Cæsar ikke meget rigtigere, da han efter en sejr udstedte ordren: "Soldater, skån jeres medborgere!"? Også fjender er mennesker - og ofte landsmænd. Dem må man aldrig undlade at give en menneskelig behandling, både under kampen, når man fælder dem, og efter sejren, ved at skåne dem. Det er tilladt at dræbe sine fjender. Men pinsler kan
