Tekstbase - kontekst
Du er på side 91 af 147 sider (Side 248 i forlægget)
Document Buttons
pugnantur cuncti quotquot nomen dedere Christo vitæque innocentiam cum publica nominis cultusque diuini professione acceptant, retinent et colunt. Omni autem impietati non condimentum modo sed et cumulum accidere blasphemiam improborum, <473> quam alij quidem aliter vel pingunt vel efferunt, innixi tamen collimantesque id omnes vt filio Dei illudant, hic quidem calumniis, vt in Susannam, iste vero cædibus grassandique ac subuertendi auiditate, quo motu extrema Goliath, idque cum exprobratione contemptuque, minatur ecclesiæ, omnem Palestinorum ac diabolorum manum aduersus doctrinæ cælestis ac patefacti verbi de voluntate Dei et salute hominum suauitatem sinceritatemque incitans, promouens et vrgens.
<474> In has tragedias armare accendereque nunc spectabiles putatosque sanctulos in populo Dei sacerdotes, qui libidine, mendaciis fucoque et rectos quosque subuertendi studiis horribiles pernitiosasque interdum calumnias struunt concinnantque in innocentes, quos, quia auidas scelerum mentes aliter explere nequeunt, pertrahunt in suspicionem, <475> inde incessunt vocibus, quosque odisse merito debent boni omnes mendaciorum stimulis obtundunt, cum furoris audaciæque metam non aliam sibi quam virtutis oppressionem definiant et velint. Nunc tyrannicam afflare gubernatoribus potentiæ persuasionem, vt sicut armis imperiique neruis antecellunt, ita plurimo laborent in ecclesiam odio, quam non cuniculis subruere, vt sanctuli hypocritæque, hæretici ac calumniatores, sed minis terrere manifestis, contemptu <476> atque insultatione lacessere, bellis persequi et, quod maximum est, congressu viriumque et armorum fiducia coram percellere, mortemque cum fremitu atque acerbitate interminari. His fluctibus iactatur ecclesia, hancque sortem pij rectique omnes luunt.
Sed ingemiscere deplorareque vitæ huius conditionem possumus: Bonitatis autem et misercordiæ Dei magnitudinem præsentiamque nec mens humana cogitatione complecti <477> nec oratione explicare potest. Dulcissima est precatio regis Iosaphas: "Cum ignoramus quid faciamus, ad te sunt oculi nostri, Domine." Et nota est
kristne mennesker, der har ladet sig indskrive i Kristi menighed og i åben bekendelse til Guds navn modtager og fastholder et skyldfrit liv. Gudsbespottelse er ikke blot noget der ledsager enhver form for uanstændighed, den er selve dens højdepunkt. Den kan komme til udtryk på forskellige måder, men i alle tilfælde er målet, og bagtanken, det samme - at spotte Guds søn: Een benytter sig af bagtalelse, som det skete for Susanna, en anden af drab, plyndringer og ødelæggelser - som Goliath, der fuld af hån og foragt truer kirken med undergang, og ægger og ophidser hele flokken af filistre og djævle til kamp imod den milde oprigtighed der ligger i den himmelske lære og det åbenbarede ord om Guds vilje og menneskenes frelse.
Til sådanne tragedier væbnes og ophidses menneskene nutildags af respekterede præster som anses for halve helgener blandt Guds folk. I deres bestræbelser på at få bugt med ethvert retsindigt menneske benytter de sig undertiden ganske uden hæmninger af løgn og forstillelse til at udtænke de mest rædselsfulde og ødelæggende former for bagtalelse mod uskyldige mennesker og kaste mistanke på dem - på anden måde kan de ikke slukke deres tørst efter forbrydelse. Derpå går de til angreb med ord og bestormer folk der kun fortjener ordentlige menneskers afsky med tilskyndelser til at lyve. De har kun et formål med deres hæmningsløse grusomhed: at rydde enhver form for dyd og moral af vejen. Undertiden indgiver de også herskere en tro på tyrannisk magt. Disse kan nemlig så, med deres militære overlegenhed og mægtige indflydelse, udøve et voldsomt fjendskab mod kirken. For dem er det ikke nødvendigt at underminere den gradvist (ligesom de nævnte hellige personer, hyklere, kættere og bagvaskere) - de kan åbenlyst true den, udfordre den med hån og krænkelser, hjemsøge den med krig, og - værst af alt - i tillid til deres militære styrke kaste sig over den i åben kamp med trusler om en grum og bitter død. På dette oprørte hav kastes kirken omkring, og alle gudfrygtige og retskafne mennesker lider under disse tilstande.
Men vi kan nok så meget begræde og klage over dette livs vilkår. Guds store og altid nærværende godhed og barmhjertighed formår det menneskelige sind alligevel hverken at fatte eller udtrykke i ord. Kong Josaphat siger det så smukt i sin bøn: "Når vi ikke ved hvad vi skal gøre, er vore øjne vendt til dig, Herre." Velkendt er
