Tekstbase - kontekst
Du er på side 92 af 147 sider (Side 250 i forlægget)
Document Buttons
Dauidis confessio, copiosam apud Deum redemptionem esse. Huic cum succenturiatus filius suauissime docuit in Prouerbiis absconditam pro rectis habere salutem Deum - cui quidem dicto omnis spes <478> hominum tuto innitatur. Sit igitur non bonitatis tantum paternæ, sed et sapientiæ incomprehensibilis et potentiæ æternæ summum in genere humano argumentum, posse, cum volet, Deum salutem pro rectis electisque suis educere, etiam tum profecto maxime, cum nullam secundæ causæ ostendere aut polliceri posse videantur.
Exemplis ita confirmari <479> fidem vt, si in ea libeat oculos cogitationesque defigere, persuasum erit non modo deseri minime eos quos sua et spes certa et solida ad filium Dei fiducia expectatioque sustentat, verum etiam, ignoto humanis iudiciis modo, pios rectosque atque innocentes asseri in libertatem, aque calumniatorum persequutorumque pedicis, artibus ac rictu, miranda prorsusque cælesti ope et via, in vitam et nouam quandam veluti fælicitatem vindicari. Iam tibi mentem feriat subeatque cogitationes <480> Israel mare transiens Aegypto persequente, aquas petra fundens percutiente Moise, delapsum cælo man actique a longe cothurnices, Daniel a fornace speluncaque liberatus, victor Dauid exprobratore Goliatho hoc interfecto et Susanna nostra vinculis eluctata - quæ omnia ita quidem euenisse putes, vt liberationis modum humanis cogitationibus nequaquam constitisse fateare.
Hanc piorum salutem Salomon affirmat <481> absconditam esse, hocque Deum excellere ac præualere, vt etiam tum iuuet eripiatque ac liberet, cum nescire mundus videatur exitum, planeque aduersus electos Dei conclamatum esse impia colluuies putat. Miseram vanamque spem esse quæ externis hisce secundisque inherescat causis, cum interea perrumpant pij, horumque malis erumnisque
også Davids erkendelse af i hvor rigt mål Gud skænker menneskene forløsningen. Da hans søn havde efterfulgt ham på tronen, udtrykte han i sine ordsprog den frydefulde lære at Gud har gemt frelsen til de retsindige, og på dette udsagn kan menneskenes hele håb hvile sikkert. Lad det derfor være det vigtigste vidnesbyrd for menneskeslægten, ikke blot om Guds faderlige godhed men også om hans ubegribelige visdom og evige magt, at Gud er i stand til, når han vil, at skænke frelsen til sine retfærdige og udvalgte, og det endda i særlig grad når ingen sekundære årsager synes at pege på frelsen eller give løfte om den.
Troen bekræftes af eksempler, og hvis blot man retter opmærksomheden mod dem, vil det stå klart, ikke alene at han aldrig svigter de mennesker som holdes oppe af et sikkert håb og en fast tillid og forventning til Guds søn, men også at han skænker de fromme, retfærdige og uskyldige friheden på en måde som unddrager sig menneskenes forståelse. Han frelser dem fra bagtaleres og forfølgeres snarer, list og grådige kæber, og ved hans hjælp ledes de ad en forunderlig, ja en himmelsk vej mod livet og mod en ny form for lykke. Man behøver blot genkalde sig Israels folk der gik over havet på flugt fra ægypterne, vandet der sprang fra klippen ved Moses' slag, mannaen fra himlen, vagtlerne der blev sendt langvejs fra, Daniels befrielse fra ildovnen og løvekulen, og altså David der besejrede og dræbte den hånlige Goliath, og Susanna som kæmpede sig fri af lænkerne. Måden alt dette skete på, må gøre det klart for enhver at deres udfrielse ikke skyldtes menneskers beregning.
Denne frelse for de fromme er ifølge Salomon skjult: Guds magt og styrke viser sig deri, at han altid bringer hjælp og befrielse, selv når verden ingen udvej kan se, og de forbryderiske er helt forvisset om at det er ude med Guds udvalgte. Men det er et tomt og ynkeligt håb der hviler kun på de nævnte ydre, sekundære årsager, for pludselig bryder de fromme ud, og uden at noget menneske
