Tekstbase - kontekst
Du er på side 94 af 147 sider (Side 254 i forlægget)
Document Buttons
ribus firmioribusque militem et alacritate et robore egerat fortissimum, ita alacritatem atque animi promptitudinem in hisce iuuenibus probat, honestoque plausu admodum complexus est.
Dum hæc geruntur palam, ego templum arcis cum <488> magistro Andrea Veilensi, qui concionatoris officio tum temporis in arce fungebatur, ingressus, ex ædis istius fenestris cum magistro Nicolao Albino, magistro Laurentio Petreio et Petro Iohannis, scriba quæstorio, ludos publicos loco satis commodo aspectabamus. At vero intuentibus nobis huiusmodi quidem impedimentum præter spem obiectum est. Scamnum quoddam, quod ante culinam regiam ferculis excipiendis collocatum fuit, quidam allatum inter nos ac theatri aream ita <489> reposuerant, vt visum interceperint prospectumque liberum omnino impedirent. Id cum egre latum sit a nostris, remouendum consilio impedimentum prospectusque celeriter aperiendus fuit - quod quidem hac nobis ratione confici explicarique posse existimatum est:
Erant κῶφα πρόσωπα, vt vocant, haud pauca, et in his diaboli aliquot, qui submouendæ multitudini parandæque viæ operam inter actores <490> dabant. Horum vocato vni mandatum dedimus vt, quoniam diabolum profiteretur, vel arte vel vi obstantes istos prospectui loco pelleret, aliquaque ratione e medio propulsaret. Ille cum enormi horribilique inter omnes habitu ac gestuum variorum licentia præstaret, clamoribus quibusdam editis saltuque simulato conditionem accepit, simulque poposcit vinum, quod nobis a regio cellario optimum depromptum fuit. In eam rem variatæ sunt sententiæ. <491> Vicere quibus dari visum est: Paruo impendio redimi ingens necessariumque beneficium posse. Acceptum cantharum vno haustu seque proluendo absorpsit, quantumque sex pene hominibus satis esset vno is tractu egregie †diuaricauit†. Ridere nos, recteque licitatam diaboli operam arbitrari. Procursu digressus templo ante fores semelque ac iterum subsaliendo mandati promissique legibus illusit.
Nos effusi in fenestras actionis huius epithasim auidissime expectabamus. <492> At nihil ille minus quam quod iniunctum condictumque fuit executus est. Subductum se immiscuit turbis, primumque
selv i sine velmagts dage været en vældig kriger der kæmpede med stor styrke og energi, så han forstod virkelig at værdsætte disse unge menneskers iver og handlekraft, og gav dem stort og fortjent bifald.
Mens dette foregik for alles øjne, var jeg gået ind i slotskirken sammen med magister Anders Vedel, der på det tidspunkt var slotsprædikant. Her kunne vi nu, sammen med magister Niels Hvid, magister Laurids Pedersen og renteskriver Peter Hansen, betragte forestillingen fra en god plads i kirkens vinduer. Men mens vi stod der og så til, blev der alligevel stillet uventede hindringer i vejen for os. Nogen hentede en bænk, der havde været brugt til at stille fade på uden for det kongelige køkken, og anbragte den midt mellem os og teatret, så de spærrede fuldstændig for vores udsyn. Det blev taget noget unådigt op inde hos os, så vi måtte hurtigst muligt finde ud af at få fjernet hindringen og skaffet os udsynet igen - og det mente vi kunne gøres på følgende måde:
Der var blandt skuespillerne en hel del såkaldte stumme personer, deriblandt nogle djævle der havde til opgave at holde folkemængden væk og skaffe plads. Vi tilkaldte en af dem og gav ham ordre til - når han nu ville gå for at være en djævel - at fjerne dem der stod i vejen, ved list eller med magt som han nu kunne. Han skilte sig ud fra alle andre med sin groteske og skrækindjagende fremtoning og sine forskellige uartige fagter, og nu tog han imod forslaget med et par høje hyl og nogle fingerede spring. Samtidig forlangte han noget af den udmærkede vin den kongelige kældermester havde stillet frem til os. Det var der delte meninger om, men sejren endte med at gå til det synspunkt at han skulle have den: Det var en lav pris for så stor og aldeles nødvendig en ydelse. Han greb kanden og skyllede det hele ned i ét drag - i én imponerende mundfuld nedsvælgede han hvad der næsten kunne have været nok til seks mand. Vi lo og mente derved at have fået ratificeret vores kontrakt med djævelen. Han løb ud af kirken, og uden for døren gjorde han grin med vores aftale med et par badutspring.
Imens skyndte vi os allesammen hen til vinduet og ventede spændt på hvordan denne lille komedie ville udvikle sig. Men han gjorde ikke noget der lignede det vi havde aftalt med ham - han sneg sig væk og skjulte sig i mængden, og næste gang vi fik øje på
