Tekstbase - kontekst
Du er på side 99 af 147 sider (Side 264 i forlægget)
Document Buttons
humanitatis eodem propemodum tempore bonique ac classici scriptores pro insulsis et barbaris in academias publicas <509> inuecti essent et restituti, equidem ingenij cultura industriaque præceptorum ac diligentia, cum alia atque alia in eo cui artium liberalium philosophiæque cultura innitebatur fundamento correxissent, egregiam profecto ac discipulorum opera gratitudineque permansuram doctrinarum struem excitauerunt, posteritatisque vsui ac commodis sine inuidia consecrarunt.
<510> Sed missa hæc faciam, quæ tamen ita mihi erant exponenda, quod illum ego virum non tantum vt quoddam quasi naturæ miraculum exemplarque virtutis semper sim admiratus, sed ingenij illius amplissimam ac plane diuinam vim Thrasonicis omnium aliorum venditationibus anteferam, affirmareque haud dubitem, si ex veris vtilibusque philosophiæ scriptoribus cultura accessisset, <511> aut in huius seculi scholas professoresque doctrinæ cælestis ac literarum humanitatis incidisset, vel omnem certe vel inter præcipuos primam eruditionis laudem, non modo inter Danos suos sed inter alios late multos, assequi eum atque obtinere omnino potuisse.
Sed barbaries, tum quidem temporis, scholarum pene ornamentum fuit. Et tamen inter hanc, quantumuis densam multiplicemque, ad aliquod purioris <512> literaturæ sermonisque vestigium sic eluctatus est vt non omnis illa, tametsi late regnans, in huius studia immigrauisse videatur. Dixit scripsitque congrue et concinne, sed scriptioni inerat gratia præcipua et elegantia, cum sermo interea id quod omnibus in vsu fuit ex consuetudine vsurpandique relligione plerumque redoleuerit ac frequentarit. Elegantiæ causam iudico ciuilis iuris cognitionem <513> maximo ingenio attulisse. Fortasse attigit et Virgilium, sed priuatis studiis, ex cuius lectione indolis ac naturæ vis aliquantulum confirmata est.
Ita institutus hisque exercitiis delectatus cum ludicra multa excogitauisset comprehendissetque literis, mirabilem etiam odam rythmicam in gratam verni temporis accessionem concinne modulatus est, quam scholasticis decantandam, dum primo Maij die primos ex vere flores ac folia ciuitatibus inferrent, <514> dedit. Istam ego, ne vel ignoretur authoris nomen vel ipsa veniat in obliuionem, huic inseram historiæ - quæ cum philosophiæ studiosis plurimam præstiterit ad cogitanda perquirendaque multa occasionem, latere
studier blev genoprettet på universiteterne, ligesom de gode, klassiske forfattere blev indført til erstatning for de ukultiverede og barbariske. Det lykkedes disse mænd, på grundlag af deres egne evner såvel som deres læreres flid og omhu, at ændre led efter led af selve fundamentet for de frie kunster og filosofien, så de til sidst havde opbygget et fortrinligt lærdomssystem, der vil blive videreført med flid af deres taknemmelige elever, og som de uden smålighed skænkede til eftertiden.
Lad det være nok om det. Jeg havde blot lyst til at omtale det, fordi jeg ikke alene altid har beundret denne mand, som en slags naturens vidunder og et på alle måder forbilledligt menneske, men også sætter hans vældige, næsten guddommelige, åndelige kraft langt over alle andres naragtige selvhævdelse. Der er efter min mening ingen tvivl om, at hvis han havde haft adgang til de forfattere der videregiver en sand og virkelig udbytterig filosofisk dannelse, eller til vores århundredes skoler og teologiske og filosofiske lærere, var han blevet regnet for en af de lærdeste, om ikke den lærdeste mand, ikke alene hjemme i Danmark, men vidt omkring.
Men i den tids skoler ansås barbari nærmest for et fortrin. Og alligevel lykkedes det ham, midt i dette vidt udbredte uigennemtrængelige mørke, at give sit sprog et noget renere anstrøg, både i skrift og tale, så barbariet, der ellers herskede overalt, tilsyneladende ikke fuldstændig har fået magt over hans studier. Han både talte og skrev et stilrent og smagfuldt sprog. Særligt hans skriftlige stil var smuk og elegant, mens hans talesprog havde flere mindelser om det der var almindeligt brugt på den tid, af vane og af respekt for skik og brug. Årsagen til denne sproglige elegance var formodentlig hans kendskab til civilretten i kombination med hans store begavelse. Det er muligt at han også strejfede Vergil - omend kun af privat interesse - og derved til en vis grad stimulerede sine iboende, naturlige evner.
Med baggrund i disse studier og interesser udtænkte han altså en mængde komiske optrin, som han også skrev ned. Men herudover digtede han en vidunderlig og formfuldendt ode i rytmiske vers om glæden ved forårets komme, som skulle afsynges af skoleeleverne den første maj, når de bragte forårets første blomster og blade til byen. Den vil jeg her indlægge i min beretning, både for at gøre opmærksom på hvem forfatteren er, og for at hindre at den selv går i glemmebogen. Digtet vil kunne give filosofisk interesserede anledning til at tænke over en række forskellige spørgsmål,
