Tekstbase - kontekst

DAg op, i salig Tiid, ald Nordens Held og Ære! Dig denne store Dag skal lykkelig indbære Til langsom Ævighed, med Seyer, Fryd og Fred! I TVILLING-RIGER skal med Himlen blive ved! Dag op, i salig Tiid, Sølv-Øyet Østen-Skandse, Lad Solen deylig frem i Purpur-Kaaben svandse, Og leg en Himmel-smiil paa alle Ting du seer, At de sig yndelig mod denne Dag beteer. Gyd, Himmel, Naade ned aff alle dine Kanter, Og haf et Øye paa de vide Throne-Planter, Som sig ved denne Dag skal feste stadig Rood, Og sprude Grene frem aff lutter Konge-Blood. Deel, Himmel, og et Blink udaff en lyksom Stierne Med mig som ikke kand, men vilde dog saa gierne, Tilegne denne Dag sin ræt Livagtig Skik, Da NORDENS ARVE-SØN med egen Krone gik. Jeg finder vel mit Feyl, dog vil jeg trøstig blive, En grov Metalle-Pind dend beste Solens skive Med Skæven skugge har dog offte peged paa, Og viist med dunkel Streeg hvor klarist Dage gaa! Bliv derfor ey forsagt min svage Sang-Gud-inde, Om Solen torde dig med hefftig Straaler blinde, Du haanes ey der ved, om end du bliver brendt, Saa har du dog din Praas ved Solens Straaler tendt!

ODANMARKS deylig Dag, hvis lige kand ey findes I Rune-huggen Steen, og aldrig nogen mindes Fra første Folke-Boe, og ikke siden DAN Sad op paa Konge-stool og tog sig Rjget an. Lad samles op igien dend værdig Konge-Aske! Lad langt omfalden Spiir og gamle Kroner braske, Aff fordums Herlighed, dog eyer ingen meer End dend som Frihed sin omkring sin Throne seer.