Tekstbase - kontekst

Mand seer her paa et Speyl i Himlens store Fæste, En ævig-lenked Fred til Verdens Gavn og beste; Det prægtig Stierne-Tal hver i sin Orden staar, Og uden Herre-Bud et Straa-bredt aldrig gaar: Der træder Solen frem med Prunk og KONGE-foore Strax falder Ydmyghed paa baade smaa og stoore, De Stierne-blink og brask forblegned svøbes ind Til Kongen vender sig og faar et andet Sind. I hvert et Himmel-Tegn hand Frihed har at løbe, Hand kiører frydig frem og bruger flux sin Svøbe, Trotz nogen siger ney, og hindrer ham en Food, Ey Skorpionen selv tør Stærten vende mood! Saa mangt et Naade-blus og Himmel-gunstig Øye Hand pleyer til sit Folk imidlertiid at bøye, Hans Majestætisk Bryst er Sirkelfuldt aff Magt, I hver en Straale glands er Krafftig virkning lagt. Hand øser Lius og Lyst paa alle Stierne-flokke, Hand bukker offte sig til Jordens vaade Sokke, Og stikker Qvegnings Krafft i hendes kolde Bryst, Naar Vinter-Voldsmand har forkrenked hend' og kryst: I Lufften giør hand reent, naar Storm og stridig Vinde Opsværmer mægtelig med Skyer graa og blinde, Hand giør sig mellem-Mand, og lader Verden see At ingen maa see suurt naar hand vil ene lee. I Havets dybe Vom hand tiit sin Spiir nedstikker, Og udi Fiske-sal en Skaale næt opdrikker, Saa løfftes Safften op om Thronens gyldne Ring Og øses siden ud til alle tørstig Ting. Kort sagt: I hvor Hand er, da er Hand selv en Herre Udi sit Regiment, og intet dog dissværre, At hand i alle Ting har rigtig Øy' og Agt, Ja priiselig og vel kand bruge HErrens Magt. Og naar hans Throne-gang mod Afften monne helde Og hand skal skiule lit sin Himmel-giffne Velde, Strax træder i hans Sted hans deylig DRONNING frem Med allehonde pragt paa Himlens vide hiem.