Tekstbase - kontekst

Ey mindre Lydighed end før er da paa færde, Hver Stierne pynter sig og skynder at omgærde Med glæde MAANENS Stool, og hvor dend gieste vil Da byder hver sin Tro og trygge Tiennist til. Lad Aske-farved Sky paa hendes Ansigt ride, Lad Storm og store Veyr kun hefftig om sig slide, Adstadig og saa jeffnt dend sig dog giennemskiær, Og faar sin Villie frem, end naar dend spædist er. I hendes Herredom er Naade, Roe og Hvile, Hun tør ad uroe selv vel haanlig lee og smile, Hun alle Creatur fra Arbeyd løser aff, Hun er de mattes Liv og Rette støde-Staff Hun vandrer mangen Nat og hører Verden brumle, Og hvordan Mennisken i Mørk og Daarskab tumle, Hun seer vel mangen gang et gifftig Stierne-skud, Dog hende giør det ey det allermindste brud. Hun holder alt sit Hoff og Friheds Regimente I Rigtighed og Gang, til Himlen selv vil hente Sin Soole-Konge frem, med Lyus og Dag i Haand Til lige Himmel-Ræt og søde friheds Baand. Saa gaar det Aar til Aar, og ingen Skiffte kiendes I det Regierings Par, der under dem kun vendes Det dødelige Kræ som stiger op og ned, De ellers intet selv aff slet Forandring veed!

SAa har og Himlen selv dit Regimente skikked, Stormægtig KONGE, som skal aldrig blive vrikked, Du, du vor Nordens Sool, med Soolen blive fuld Paa denne salig Dag aff Dyders Straale-Guld. Gid nu det Kiempe-Blood og store Konge-Rolde, Som DANMARK haver hafft med NORRIG udi Volde, Aff Støven kunde see, hvor du dig giorder om Med NORDENS Herlighed, din Arff og Eyedom. Det modig Siæle-Tal sig skulde lade platte I Støven ned igien, aff Hænder skulde dratte Ald fordums Herre Magt, naar de kun speyled sig, O store CHRISTIAN, et lidet Glimt i dig!