Tekstbase - kontekst

Saa mangen salved Arm med suerdet har omfeyed, Og med sin Kiempe-krafft sin Fiendes Hals affmeyed, I Romer-Marken staar endnu vort blodig Spoor, I alle Naboe-Land dend Danske seyer boor! Dog vilde Lykkens Gnist aff intet Harnisk springe, Saa lyksom bandtes ey ved Side nogen Klinge, At Kronens Arve-Ræt dend kunde lodne paa Dend lange Konge-Slegt, og uforandret staa, Før salig FREDERICH (hvis Navn og Ære bliver I mens Frost-lived NORD sin Hagl og Snee opdriver) Hans Himmel-signed Sverd hug Krampe-knuden aff, Og reff sin Frihed løes udi sin Fiendes Graff. Vel! Salig FREDERICH, dit Huus til ævig Lykke! Saasom i Live du vaarst et affmalnings stykke Paa Dyd og Fromhed selv, paa HErrens sande frygt, Saa blev din Tinding og med Arve-Ræt omtrykt. Nu gaar i Dag din Søn Omkroned allevegne Som SOOLEN med sit Lius, see hvor hand sig kand hegne Med begge RIGER om, opkilted med sit Sverd, Dend ene Haand hans Spiir, dend anden Eblet bær. Her er de største Ting som Verden har at eye, Her er de største Pund, som Gud vil ene veye, Her er en Krone fuld aff Ædelstenes pragt, Gud Krone KONGEN saa med Ære, Seyr og Magt. Her er saa blank et SVERD; Gud hærde selv dets egge, At der ved beve maa hans Fienders Hierters Vegge, Her er en gylden SPIIR; Gid Rættens Spiir maa staa I KONGENS høyre Haand, og aldrig undergaa! Her er en EBLE-form med gylden KORS at skue; Gud samle NORDEN saa med Krafft og ald Formue I Hierters Enighed, Gud lade KORSET gaa Fra KONGENS Arve-Huus, men KORSETS LÆRE staa! Gak, mægtig Herre, gak, besee din Arve-Throne, Besku dend mægtig Aul udi din vide Krone, Dit Folk er Stierne-tykt som om din Throne staar Og gierne til sin Død for KONGENS Ære traar!