Tekstbase - kontekst
Du er på side 204 af 263 sider
Document Buttons
Med anden Moder-sorg oc anvend foster-møde,
Som hand hoos hende nød, før hand med klou oc vinge,
De Fugle kund' i Luft oc Diur paa Marken tvinge.
Hun hannem oc igien med Venskab trygt betalde,
Lood sig for røde Guld hans ven-kærhed befalde,
Ja for sin Deilighed, det liuse Falcke-Øje,
For Guld-guul lange Haar, for Panden sin den høje.
Men som i Verden gaar, at Soot er hver mands Herre,
Oc meer' ej unge spar, end hvo bedaged' ere:
Saa denne Jomfru puur, en hitzig Febris søger,
Oc i det Legem skønt sig Dag fra Dag forøger,
Oc hende plyndred' af sin Faurheds Gafn oc Tarfve,
Gaf for en Rosen Kind, en guul-bleeg gusten Farfve!
See, af det ene Saar, aarsagis tvende Døde,
Den Krankhed brendende, lagd' Ørn med Jomfru øde.
Mens hun i skifte-tal, nu gik, nu laae ved Senge,
Forborged' hand sin Sorg, fløy ud paa grønner Ænge,
At skaffe Jomfruen en Har', en Agger-hønne,
En Vactel nydelig, som hende kunde tienne:
Men der den Feber heed, tog Ofverhaand med alle,
Lod Ørnen sorg-beklemt med moodet Jagten falde,
Da løb om Sestos-stad, fryct-løs den fryctig' Hare,
Raa-bucken lægte trygt, paa Heed paa Mark hin bare,
Nu raader Høgen self, nu Falken dristig svinger,
Hans Herre ligger siug, ham Hierte-sorrig tvinger.
Hoos soote Jomfru-Seng for Angist skalf oc befved',
Hand uden Mad oc Drick, ja uden Liif hand lefved',
Oc der hand fik at see den uden Liif at ligge
Som var hans Lif oc Lyst, vild' hand ey Lifvet tigge,
Of'r Liiget hængende mand stedse hannem finder,
Hand kyste blægen Mund oc døde guustne Kinder,
Men der ham hierte-sorg ej strax formyrde kunde,
Hand rasende hen fløj mod muur' oc taarne runde,
Med næb oc stærke klov sig møded' at formyrde,
O Venskab, Venskab tryg, hvad Under du bestyrde!
