Tekstbase - kontekst
Du er på side 205 af 263 sider
Document Buttons
Thi der hand om sig saa' en soort-klæd Sørge-skare,
Det Legem at føør ud, som græd oc gaf sig saare,
Oc med et Klage-skriig, (som brug var der i Lande)
Vild' ofre samme Liig Vulcani soorte brande,
Da svinged' Ørnen ned, half-død af taarn det steile,
Sin stoore Ven-kærhed med Døden at besegle,
Saa snart ej Ilden heed det ædle Liig beringed',
At Ørnen Liif-foract, sig jo i Luen svinged',
U-acted' at den Præst, vild' ham den priis ej unde
Men saadan loflig død loed hindre, mens hand kunde:
Dog lood hand Aske sin hos Jomfru-aske blifve,
Oc døde hos den Ven hand elskte før i Lifve.
O ædl' ô ædle par, ô Venskab, verdt at roose,
Mens Eeg i Skoven staaer, min dict det vel skal huuse.
Med riifvend' Høge-hær, med Falken blaa oc hviide,
Med Glenten skadelig som svinger ofver liide,
Med Rafn oc rafne-slect vor Musa ej vil prange,
Som slet betagen er af liiflig Fugle-klange.
Jeg seer af fuctigt Vand, som tycke Bier opfløje,
Det vilde Sangerii, som klinger i det høje,
Atskillig' af Colør, af stoorhed liige maade,
For piilen Lufte-far, behændige ja kaade.
See Svalen vende-læt, den drejer op oc neder,
Nu sviirer om oc om, sin Sommer-viise qvæder,
Betænker qvidrende, hvor hun vil bo' oc bygge
Ja unger siin' opklæck' indtil de blifve flygge,
Stoor Konst med liiden mact det ringe Creatuure
Beteer i reden siin, som oc i runde buure!
Dynd-puutsen iidelig hun af oc til besøger,
Oc deraf huuset sit fra dag til dag forøger,
Til hun det hvæller slet, oc Vinduer ej fleere
End eet u-muured staaer, saa stoort hun self kand være.
Naar huuset er bered, hun tænker paa en dyne,
Hvad duun oc feedder-blødt hun faaer paa mark i siune
Til reden fører op, sin' Unger spæ til Senge,
At det u-jæfne dynd, skal hannem icke trænge.
