Tekstbase - kontekst
Du er på side 221 af 263 sider
Document Buttons
U-skade somme Kiød, de andre græs fortære,
En part med frø oc korn, Orm, Flue, Myg, sig nære.
O Gud, almæctig Gud, din' idræt' ere mange,
I alt dit Finger-verk er iidel Herre-prange,
Er iidel Viisdoms haf oc bundløs konster-kilde,
Ach! Sank jeg dybt der i, jeg død-begærlig vilde
Mit Liif i iidel Roos med største glæden ende,
En ævig Lof-riig Siæl, dig, dig min Skaber sende.
Men som en Mester klog, begynder ej at bygge
Et Kongeligt Casteel, med Vold' oc Skantser trygge,
Paa fast-begrunded Muur de Spiire høj' oc ranke,
Opbygger riig af konst, med Marmor deelt' hin blanke,
Gemacker ofver alt med guldet rødt forgylder,
Med iidel Herre-pral det gandske Verk ej fylder,
At Krag- oc Ugle-Slæct fuulactig af Natuure,
Skuld' efter egen Lyst beboe sligt Slot det puure,
Men for en Herre viis som paa sit Værk det gæfve,
Kund' øje hafve fest oc Lyst-forundred lefve:
Saa haer den konstig Gud ej Verdens bygning præctig,
For Diur der Søø oc Land med Luften ere mæctig'
Oprettet; Men for dem der nu med siunligt Øje
Beskue Land oc Strand, saa vel som Luft hin høje;
Beskuendes med Lyst Sool, Maane, Stierner mange,
Som sig til tienste stoor fordeelt i højden prange,
Hvor ofver hand kund' oc forundred sige; Herre
Din Gierning lofver dig, dig skee lof priis oc ære.
Thi træder nu herfor, I reisende Lysterer;
Hves Sind ej hviile kand, men Verden omspatserer,
Colossen stoor at see, med Spil-pallatser præctig'
Oc ziirde Kirker blaa i Stæder riig oc mæctig',
O gaaer med mig, gaaer hen, jeg eder vist vil viise
At i den Bygning heel, er intet at mis-priise:
Hafv' I mig fuldt tilforn (end oc med Lefnets fare)
Igiennem Land oc Vand, i høj Planete-Skare;
Da trættis icke nu fra Verden stoor at vandre,
