Tekstbase - kontekst

Saa fattet de ahn met Mact oc Mod, De actede inggen som derr om stod, Ey hug eller skarppe Suærre. Men greb derr ind met frisker haand, At Blodet dennem om Kroppen rand, Och loed sig dog icke forfære. Men giorde aldt det dem muligt vor, Att mand motte Enddelig tage sig for, Som andden Sujn dennem bindde. Saa foere de end met Tiden i Mag, Och komme jo længger oc mere i Lag, Och fattet sig bedre Sindde. Derr de paa Landdet det kundde forstaa, Och saae mand vandt op Seygl oc Raa, Saa gruelig monne de raale. De sloge oc skøde med Slyngger oc Pjl, Men Skibet giordde færddig aldt met Ijl, Och drack dem gode Nattz Skaale. Loed gaa it Stycke hen i dend Vind, Ded lossed oc rumled saa vjde omkring, De grued huad ded skuldde tyde. Och meente det vaar dend ledigste Trold, Der spudet saa Ild, oc gaff sligt Skrold, Mod ham torde de ey strjde. Huer søgte i Fiællster, Hyll oc Vraa, Som Fuglen hand giør for Falcken hin graa De torde ey lengger bjde. Saa drog det Skib baade Anckker oc Raa, Och acted at lade til Danmarck staa, Och see huor Fokken derr ljde. Vindden var dem i førsten ey bljd, De maatte leuere der nogen Tjd, Før hand gick dennem til vildde. Saa lagde de vd, oc prised dend Søe, Och kom derr fra vden Skade oc Nøe, Och Kaasen adt Hættland stildde, Loed Orkenør ligge paa høyre haand, Och stæffned saa ned for Søndden Hætland Til de fick Norrig om Boere.