Tekstbase - kontekst

Och hørde Kong Hagen hand haffde i Vold En voxen Daatter baade Deylig oc bold, Sit hierte hand der hænuende. Hand ridde sig vd met Folck oc Skjff, Forlængdis at see det vnge Ljff, Til Norrig saa lod hand stande. De fauffnet den Herre, som da var skick, Bode Konning oc Dronning ham hærlig vndfick, Der hand kom did vnder Lande. Hand stillet sig ahn met ære oc tuct, Hans lader stode vel, hand ord fulde smuct, Der glæddis i huem det hørde. De vndde ham alle, som de kunde best, Men Konningens Daatter dog allermeest, Dog hun det hemeligt førde. Det vendde sig dog saa vnderlig, Huldt hierte kand alldrig dølle sig, Det lader sig jo tilkiende. Der Kongen det merckte hand syntis det vell, Det Ecteskab kunde vel følle skæl, Och tog sig den Sag for hende. Forsamled sine Herrer, lod høre der paa, De vnge tho gaffue hin anden sin Tro, Tilsammen at dø oc leffue. Saa giorde de Bryllup, som skicken var der, Met Kongelige Pracht oc Brudefær, Fick dyrebar Skatt oc Breffue. Beridde saa Snæcker oc drabelig Skjff, Den Herre oc saa hans vnge Ljff, At seyle paa hiem til Lande. Der lysted saa mangen vnger Suend I fremmede Riger var vbekendt, At see huor der monne stande. Och som det slig Herrer eigne bør, Med Ridder oc Suenne Jomfruer oc Møer Saa gladelig drog aff Gaarde. Der fulde dem ned paa huiden Sand, Baade Fader och Moder oc mangen Mand De feldde saa modige taare.