Tekstbase - kontekst
Du er på side 47 af 135 sider (Side 175 i forlægget)
Document Buttons
Disz' døde Kong Magnus, som Norge forstod
I Bærgen mand hannom begraffue lod,
Och Erick hans Søn fick Krone.
Herr Auden Hestekorn dreff det saa,
Hand Isabelam til Ecte mon faa,
I Seng oc Kongelig Throne.
Da skreff Jon Gelker den Iszlandtz Low,
Mellem Præster oc Grander, oc anden slig tow,
I Bøger oc klare Breffue.
Mand vil oc sige, den Low bleff sendt,
Hen offuer til Grønland: der kyndet oc kend
Huor de skulde redelig leffue.
De Clærcker oc Jarle begyndte stort Had,
Och loffuit hin anden mangt' berthings bad
Naar de saae der til Effne.
Thi klaget de Bisper, sligt høyt for GVD,
Och førde de Herrer i Kirckens Forbud
CHRIST' skulle sligt wræt hæffne.
Biørn Erlandsøn tog det ringe i Acht,
Hand meente naar hand haffde Vælde oc Macht
Hand skøtte ey Præste vrede.
Hand oprørde Allmu och Eddeling
At legge der paa baade Macht oc vind,
At hæffne slig stor fortrede.
De Bisper misztyckte sligt Grandelauff
De toge deris Bog, oc Pillegrjms Stauff,
Och vandret hen vd aff Lande.
De lidde langt heller all Sorrig oc Nød,
End haffd hoss Spotteren Rjgdom oc Brød
Och Vrede hoss GVD den sande.
De Tydske fick Aarsag oc Effne der til,
De rættit de Bagger it andet Spill,
For dem vilde de icke rømme.
De giorde det Land stor Skade oc Last,
Indbyggerne hadit hin anden fast,
Saa suæctis det Herredømme.
Mange gick Sorrig oc Wlycke i hand,
Hjn milde Herr Alff, den Eddelig Mand,
Faldt i Mord, oc Kongens Vnaade.
