Tekstbase - kontekst

Hand dreff hen ind i Voffue och Vær, Nordost paa Iszlandtz Grund oc Skær Som hand vilde Landet tuinge. De Diunger de kom, som Skyen hin graa, Saa mangen huid Biørn vor der oppaa, Som mand monne lystelig beede. Der Folcket det saae, de tenckte sig om, Vist er der Lande som disse fra kom, Huem der vilde effter leede. Och seyled vd i Øster oc Nør, Och haffde vel Vind, oc driffuende Bør, De voffued' allt det de kunde. Dog finge de der alldrig det Lande i sict. Men vildis i Taage, oc andet sligt Som tuingde der mangen til Grunde. Saa maatte de lade den Kaaess bestaa, Och ville dog visselig sige der fra, Der er end vist Land for haande. Och menis vel Grønland kand være saa rom At striffue saa vjt i Øster her om, Och giffue dem der de Lande. Och maa sig være huor være maa Nordost den fører vis Tidend der fra, Met Isen oc huide Biørne: At der er end Land oppaa den Sted, Som icke mange vdi Verden ved, Paa yderste Jordens hiørne. Och seer der inden GVDS vnderlig macht Den ringe Verden oss vnder er lagt, Och alle fast effter stræffue. Oc er omsøgt mange Tusinde Aar, Hun haffuer endnu baade Vinckel oc vroer Langt fleere end mand kand dræffue. Och haffuer for øyne: GVD oss forseer, Hand haffuer her skicket langt tusinde meer, End trangen oc tarffuen kand sige. Huor daarlig at mangen hand er vdi Sind, Vil Gud begribe och alle ting, Och veed dog ey Verdens Rige.