Tekstbase - kontekst

Och der Konning Oluff i feygerste Flóer, Saa sørgelig døde, og lagdis paa Bóer, Sjn Loffue loed hand da kiende. Och skicked det saa, oc laffuet den Sag, At Dronning Margrette foruden wmag, Fick Norrigis Krone i hendde. Och luckte Kong Albrit met all sin Køn, De Herrer aff Hollsten, bod' Fader oc Søn Fra Norrigis Arff oc Rjge. Och dømde det hen met Low oc Ræt, Til Erich aff Pommeren oc hans Æth, De vilde dem alldrig sujge. Thi bleff Kong Albrit saa stoldt oc stjff, Hand vilde der voffue paa Bloed oc Ljff, Før Norrig saa hen skulde gange. Och reigste der offuer all Suærrigis Magt, De Danske loed finde sig wforsagt, Och giorde ham Veyen bange. De sloge hans Hærr i Væster Gylland, Der bleff hand selffuer en fangen Mand, Och myste bod' Land oc Rjge. Saa kom da Suærrig ved Herre Skiold, I Danis, oc Dronning Margrettis Vold, Och Dommen hand bleff ved ljge. I Norrig fands mangeneen Herre goed, Besuorit met Kongernis Slægt oc Bloed, Som hiemelig loed sig liude. At Quindde Vældde vaar Rjget spot, Och stod effter Kronen oc anddet got, De Danske der fra at skiude. Thi voctede Dronningen skarpt der paa, Och Vjnold hand var hende huld oc tro, Det fick icke megen Genge. Hagen Jonsøn Rjgens Drost oc Mand, Hand motte alk lægge paa Bogen sin hand, Och giør dem Løffte strenge. Och sige sig fra all Rættighed, Hand kiendis til Norrig' i nogen Leed, Och giffue der paa sin Breffue.