Tekstbase - kontekst

Och Vjnold met mangen een Eddeling, De sætte der vnder sit Segel oc Ring, Och Saggen saa vjde dreffue: At mand nød siden bod' Spect oc Ro, Och holde den Dronning sin Ere och Tro, Som de hendde føre jætte. Saa bleff der mangge aff Rjgens Mend, Som Landtzsens Leylighed var bekend, Offuer Lauffuen oc Lænerne sætte. Och midler men allting stoed saa quær, Da bleff forsømmet den Grønlands Fær, Som Konggerne pleyet at driffue. Det Land vaar lagdt for mange Aar, At fylge alleniste Kongens Gaard, Och til hans Fadebur bliffue. Och der nu ingen seyled der paa, Och Dronningen vaar dennem dragen fra, Lod Baggen sig sælff fordrjste. Somme dreeff voffue, oc somme drog gaffn Der søgte de flux hæn Ind vdi Haffn, Som de icke bedre viste. Der Dronning Margrette fick det nu sport, Hun meente de haffde Wlowlig giordt, Hun vilde det ey Affgjffue. Men skicked til Norrig sin Bud oc Breeff, Och Hagen Jonssøn der om tilskreeff, Den Sag med Rætten at drjffue. Och straffe der offuer, som det sig bør, Paa dennem, som Andre der Volden giør: At Mand kundde Fredden nyde. Hand stæffned den Sag for Lauffuestue Ræt Som bleff i Bærgen paa Kongens Gaard sæt, Saa mangen Mand der paa lyde. Erland Phillipszøn Slaattit haffde i haand, Och Arnolpher Gunderszøn Lauffue Mand Fjnd Søselmand oppaa Liste. Och Andre thj Herrer, huer effter sin Reed, De bæste, oc klogist (som gammel vor Seed,) Mand der vdi Landdet viste.