Tekstbase - kontekst

Der senddis vel Skibe til Grønland hen, Men bleffue paa Reyssen, kom alldrig igen, Och ingen Mand til dennem spurde. Der gick omsier aff rycte oc Ry, De gamle Styris Mend bleff aff sky, Och Dronningen acted det ringe. Och stoed saa hæn vdi nogle Aar, Til Vjnolt døde, oc Eskild fick kaar, Det laa hannem fast i Sindde. Hans Fædre i Fordum met megen wmag, Haffde eyet Grønland saa mangen god dag, Mand loed det saa fra sig røffue. Och kunde ey giæmme huad Gud hand gaff: Thi var hand til it stort Ophaff, Dend Seylads igen at prøffue. Och effter det vaar saa lang tjd forleed, Siden Henrich did kom, oc ingen hand veed, Om hand vaar endnu i Ljffue. Da gaff hand Anders Bispelig Ræt, Om Henrich vaar hendød, eller affsæt, I hans Stæd at komme och bliffue. Men leffde den Herre, oc vaar ved Macht, At være Electus,oc giffue paa Acht, GVDS hellige Ord oc Kircke. Och raade sin Præster til Enighed, Och holdde hart ved god gammel Seed, Och GVD offuer alle ting dyrcke. Handthæffue oc styrcke (som der vaar sæt) Landtzsens bæste, oc Kongens Ræt, At ingen Mand skuldde dem suæcte. Oc naar der ey Aarlig kom Skjb eller Bud, At Kongens Ridsel dog lagdis vd, Som huer hand burde oc Mecte. Och der met gaff de ham strax i hand, Snæcke oc Gods oc Styris Mand, Som fuldde væl Kaasen viste. De seylede hæn, sidst saae mand dem, Om de der bleeff, eller væl kom frem, Det kand slæt ingen vdfriste.