Tekstbase - kontekst

Hagen Jonsøn gaff Seylingsmend Sag oc skyld, At de imod Kronen, for egen vild, Saa monne til Grønland fare. Och haffde djd førdt deris Gods til fall, Och dreffuen med Landboen Kiøb oc Sall Och faait aff Kronens Vare. De suared der paa, som de kundde bæst, De bleffue djd dreffuen aff Voffue oc blæst, Aff Nød oc høyeste Fare, Och haffde ey kiøbt eller soldt til Prang, Men ene vdi deris store Trang, Foruædslet dem Kaast for Vare. Och giorde Bogs Eed, oc sore der paa, De vaare paa Landsting, oc hørde der aa, De Grønlændder lode forbyde: At inggen skuldde vnde dem Fitall' hen, Foruden de kiøbte Lands Vare igen, Och deris Gods lode dem nyde. Och sagde, de bøde dem samme Stæd, At føre Norge sin Affgifft næd, Om de det med vildde sendde. Men Konggens Mand suared: hand lod ey vd: Sjn Herris Skatt, før Breff oc Bud, Kom hannem der om til hendde. Thi toge de Herrer Bisp Vjnoldt til sig, Randsagedt den Sag beskeedelig, Huad de kundde der i giøre. Och effter der vaar ey Kundskab paa fær, At de haffde været Kronen for nær, Och lode sin Eed fast høre. Da slap de met Liffuet næppe der fra, Siden torde ey Baggen sig vnderstaa, Paa Grønland at lade sig finde. Herrerne haffde huer sit vdi hand, Och Dronningen kom djd siælden til Land, Thi voxed den Seylads ringe. De Aare de holdt oc slig Storm oc Vind, Mand kundde ey seyle oc vare sin ting, Som Mand før meenlige giorde.