Tekstbase - kontekst

Saa holdt de paa dend Norduæste Leed, Fuldde otte Dage hæn vd paa reed, Blant stormende Himmel oc Vandde. Saa saae de langt hænne der dagedis op, Hæn vjde i Væster den yderste Top, Aff høyeste Biærrig oc Landde. Deris hierte sig glæddis de stunddet der hæn, De maatte end faa nogen Glæde igæn, For møye oc megen wmage. Och sætte flux ahn paa Væsterste kant, It mechtigt stoert Land der for sig fant, De mon' for America tage. Och saae sig end hæn vjdere for Boer, Och øyet saa langt vdi Øster oc Noer, Bode Fiæld, oc mechtige Klinte. Mand vil væll meene, oc sige der fra, At være it Næsz vdaff Asia, Som siunis at være dog inte. Er Grønland oc Asia Jordfæst Land, Det da væll saaledis oc være kand, Och maa væll Asia hede. Mæn, som wi før sagde, er noch at forstaa, At Asia kand icke Grønland naa, De Land skillis langdt aff Leede, Oc alldrig seyled nogen saa vjdelig, Hand fandt de Landde der samle sig, I vilddeste Haff oc bare. Mæn dette er enten dend Væsterste Od, Huor Grønland haffuer i fordum hen noed, Eller Øer der vden fore. Dær Skibben nu fick det Land for Stauffn, Der fundde de huercken Vjg eller Hauffn, Som de kundde sig i biærre. Den Isz paa Backen mangfolddig laa, Och Bølgen hun slog der til oc fra, Mand kundde ey komme disz nerre. Thi maatte de Skjbe allt holdde dend Sø, Och Forbiszer seyled sælff Øst vndder Ø, At see huad der var at vindde.