Tekstbase - kontekst

Hand vaar vdi Skick, som Oxen hand er, Men Hoffuedet haffde een andden Fær, Vor længger oc meget større. Oppaa hans Snabbel der voxte it Horn, Halffandden alln langt, oc skarpt som Torn, Forindden bod' hullt oc øde. Mand meente det var en Slect oc slauff, Eenhørnning, som løbber i vildden Hauff, Och haffuer der aff sin føde. Mand haffuer det siden baade actet oc merckt, Det haffuer sin Særlige Krafft oc værdt, Naar det stillis ræt vdi værcke. Siden seyled de Skjbe om Dale oc Dældt, Och saae ey anddet end Himmel oc Fældt, Och Vind, oc Vindter hjn stærcke. De seyled Nordost hæn aff dend Grund, Offuer Strømmen, de kallede Jachmands Sund, Och dær vndder Landdet sætte. Der siuntis væl bedre baade Land oc Egn, Om Hauffne vaar icke ræt gode Tegn, Mand kundde sig noget aff rætte. Och at de ey skuldde oppaa dend Fær, Sigis at være Grønland for nær, Anna Warwiks loed de det næffne. At de kundde saa vndder fræmmed Naffn, Beholdde det Land deris Rjge til Gaffn, Med all sin Eye oc Effne. Paa tuendde Stæder da reyser det Land, Med Klipper saa høyt mand øye kand, Der offuen paa seer mand ligge: Dend stærcke oc haardeste Isz, oc Snee, Som ingen Soel, ey Sommer kand tøe, Ey Vindden driffue til rygge. Der kundde mand mærcke, oc klarlig see, At Jordskæll paa Landdet maa offte skee, Manggen Fiæld ligger slagen i stycke: Er kast fra andden, som Bonden slaer Korn, Thi maa bode Daler oc Juckler staa forn, Der vndder kand ingen Mand bygge,