Tekstbase - kontekst

Och seyled saa hæn, haffde Landdet om Boer All Hawners Leylighed væll forfoer, Holdt Saggen dog halff i Fare. Dær bleeff hand varr thre Mend paa Reed, Hujde, oc smucke mod Landssens Seed, Som nicked, oc bad dæm komme. Mand haffde væll giærne dem været til Ord, Mæn de haffde oc een hob væl stoer Och meentid ey aldt til fromme. De kaste paa Sandden bod' Mad oc Kiød, Och vildde dem locke som Hundden med brød Det actede de kun ringge. De bare een fræm vdi Krøblings Skick, Och lagde paa Backen, de fra hannem gick, Der met dem til Landdet at vindde. Forbiszer som kundde det Sneed forstaa, Loed skyde til Krøblinggen som hand laa, At Sandden stoed om hans øre, Hand sprang hæn op som karskeste Raa, Saa driffuendde lod hand ad Klippen staa, Som hand giorde alderig føre. Da valdt de anddre saa tycke her for, Sloge, oc skøde, som Effnen vaar Met Slyngger oc skarppeste Pjle. Mæn Skiben de stilled nogen hager i gær Och dræbte paa dennem, de fingge wfær, Der bleeff icke aff lang hujle. Som Musen hun sticker for Katten i vraa, Saa mot det Folck, oc løbe der fra, Met blodige hendder oc pandde. Och der de haffde nu aldt beseet Da gaffue de hin andden sidste Valeet, Och lagde saa hæn fra Landde. Det Folck er bjster, som vilddeste Beest, Naar mand haffuer føiged oc locked meest, Saa kand mand ey paa dem ljde. Och kand næppe spægis med andden Low, End Bonden tæmmer sin' Stude for Plow, Med Macten oc langgen Tjde.