Tekstbase - kontekst

For offuen der er it hull bereed, Mand kand sig næppelig sætte need, Der snører mand ahn sin Jacke. Hætten paa Hoffuet oc Aare i hand, Saa skøtter de huercken Vind eller Vand, De lader ad Søen lacke. De Haffue oc Skibe er meere stort Med kaastelig Bøgler, oc Buer giort, Foruden med Huder betecte. It huer aff dennem væl bære kand, Een Sexten eller Sytten færdig Mand, Och der ved ey en gang suæcte. Deris Seyel de vare (som Skiorter oc Særck) Aff Sund oc Seener, oc anddet sligt værck, Saa fæstelig sammen syde. De raader de Skib med Aarer oc dræt, De rendder paa Vanddet saa listig oc læt, Kand stærckiste Bølle bryde. Paa Landdet mand allderig kand findde ey see Orme eller anddet sligt gifftige Cree, Foruden smaa Edderkoppe. De haffuer oc nogen Fluer oc Myg, I huor de sticker, dend Hud bliffuer tyck, Och hæffuis hæn op i toppe. Mand mener det skuldde væll være gaat tegn, At Guld oc Sølff finddis i dend Egn, Och andden dyrebar Vare. Vor Gamle haffue tegned Saturni Skatt, Skall Nord vdi Værden være nedsatt, Dog hand dend nøye mon vare. Der er inggen Skow, inggen færske Vand, Vden huad der aff Sneen smældtis kand, Dend Kuld dæmmer Strøm oc Kildde. Och holder værmmen saa tæt vndder Muld, Mand mener der queger bod' Sølff oc Guld, Och voxer sin Herre til vjldde. Fældden dend skroldder saa baer oc hujd, Er skalddet oc tuingt aff Vindterens Ijd, Saa lidet kand der paa voxe.