Tekstbase - kontekst

vil det være det bedste du kan gøre – for hvis du gør andet (hvad jeg ikke håber), risikerer vi at du, som man siger, proklamerer at bjergene barsler med noget stort, hvorefter jeg kryber frem som en lille mus, og vi begge gør os til grin ligesom i Horats' fabel. Men hvis du er så fast og urokkeligt besluttet på at hæve min lidenhed til skyerne med ros, så beder jeg dig sige at din ven Peder Lille omfatter den hellige digtnings og talekunsts og den ældgamle teologis fremragende doktorer, professorer og studerende med større kærlighed (større end man uden videre kan sige eller tro) og vil gøre det lige til han drager sit sidste åndedrag – og, hvad der glæder mig umådeligt, at blandt disse studerende indtager du, min broder, ikke den ringeste plads, og det i betragtning af at du, der ellers, ikke selvforskyldt eller på grund af dine lærere, men på grund af tiden og skæbnen, som har været os imod (og lige så ulykkeligt er det desværre er gået mig og andre i vores hjemland før mig, som ellers var yderst seriøse og respektable mennesker) ikke blev oplært i de stilrene discipliner (som du nu til fulde behersker) fra en tidlig alder, alligevel nyder og applauderer børns og unge menneskers gyldne skæbne og kærkomne lykkestund med lige så beredvillig flid og arbejdsomhed og samme indstilling som hvis du havde fulgt visse italieneres og tyskeres uendeligt prisværdige eksempel og, om man så må sige, havde inddrukket den latinske veltalenhed med modermælken stort set inden du havde lagt ranglen og byggeklodserne fra dig – hvorved du adskiller dig meget og reelt fra de (må Gud omsider engang give dem en bedre opfattelse) uvidende eller modvillige mennesker der hujer og pifter og stamper ad poesien og retorikken og sågar dens nære slægtning grammatikken mens de stadig med næb og klør holder fast ved deres 'mumpsimus' og kæmper rasende for det som var det deres hus og hjem de forsvarede, så ingen kan overtale dem til at bytte dette ord, uanset hvor usselt det er, ud med vores 'sumpsimus', der inden for de gamle forfatteres sprogbrug er så strålende og dyrebart, men for dem bare er nyt – som var det Glaucus der skulle bytte med Diomedes. Dem tager du i høj grad afstand fra, og det med særdeles god grund, disse folk der (som den højlærde mand, den store fører for litteraturens armé og hele kristenhedens enehersker,