Tekstbase - kontekst
Du er på side 19 af 30 sider (Side 69 i forlægget)
Document Buttons
Ney langt fra, skidet Smør var got til siuge Hunde,
Ieg merked hendis Sind, om hun en fange kunde
Med hendis hver Dags Pract en Knect som yndig var,
Da blef hun den som vist sin Møedom Ljfs-Tjd bar:
O egen sielff-Forderf, O blinde Haabnings Længsel,
Mand siger Piger er som Porte uden Hængsel
Ret ufuldkomne Ting helst naar de Alder faar
Og sigis: At de da faaer Issgraae-spragled-Haar,
Ia! strid at føle paa, staalfarfved, muse-blakked,
Da svinder Styrcken hen, og Aanden blifver stakked,
Den Fordoms hvide Hals er da som Vox saa guel,
Den Søde-qvæde-Røst som en Bassune huel.
Da faaer hun rønked Skind, blaa Læber, brøedne Tænder,
En Næse som en Syel og Ben-Rad lige Hænder,
Da spitzes Hagen til. Da hikkes Kluk i Kluk,
Bag hører mand et Pust og for et Anger-Suk.
Naturen blifver kold, de fordums Purpur Kinder,
Er slunken, bleeg og styg, de røde Øyen rinder,
Som før en Diamant, Corfunkel og Cristal,
Med Straaeler ofvergikk er da som Glas-Coral.
Da vil der Briller til som for en hver ej tekkes,
En Blindheds Sky faaer Macht da seer mand Siuned svekkes.
Hvor stoer og Skriften er, da læses den dog mørk,
Da søger dette Folk til Eensomhedens-Ørk.
Da blifver den foract som ingen hafve vilde
Af det tienst-kiere-Folk, men Lykken heller spilde,
Da gaar hun Kræbse-gang enhver til Spot og Spee,
Da kand mand Ljff i Død, og Død i Ljffved see.
Da høres Iammer-Klag', ah! hafde jeg dog taged
Den mig sit Venskab bød, da blefv' jeg ikke plaged
Med Eensomhedens-Kraag og Drømmens strenge Nød,
Gid jeg nu hafde den som mig sit Ynde bød.
Mens det er nu forgiefs, nu duer jeg til inted,
Fuy skamme maa jeg mig at Hierted vaar saa flinted,
Og jeg saa rasend-vild til Haabet mig bedrog,
Nu seer jeg først at mig min Høyheds Blindhed sloeg.
