Tekstbase - kontekst
Du er på side 8 af 30 sider (Side 58 i forlægget)
Document Buttons
Nej Dyden staaer for fast, den bruger ingen Krykke,
Thi vil vor unge Møe mod Lofven ey samtykke,
Hvo hende rekke vil (for Haanden) frem en Foed,
Den vjser hun en Dør og er ham tvert imoed.
Hun faar vel Elskofvs-Lyst men dog paa saadan maade,
Det hun med goed Fornuft sig vislig ved at raade,
Hun vil i HErrens Macht sin Skæfvne sette hen,
Oc siden søge Raad hos Ven og Venners-Ven.
Naar hun en Bejler faar. En Moder og en Fader,
Vil hun raad-føre først. Hvad de da giør og lader?
Der med er hun til freds, paa deres Nej og Ia!
Gaar hun først i sig sielf og siden til og fra.
Naar det da være skal? Da vefvis Kamme-Foeder,
Hvad hun ej sielf har lærd? Det hielper hendes Moeder,
Naar hun sin Fæste-Mand, og Haabings Brudgom seer?
Er hun saa tærvelig at hun knap en gang leer.
Hun bruger sielden Skemt og der som det end hendis?
Da seer mand strax et Tegn at Blysels-Farfven kiendes
I hendis skære-Kind. Om hun er latter-mild?
Da blifver Ærbarhed fordj dog aldrig spild.
Hun klæder sig vel net, dog efter Stand og Æfne,
Som hende hører til. Hun vil den Daler lefne,
De læffel-siuge-Møer dem self til Spot oc Skam
Med Baand sig henger paa half-lig en Kiøbmands-Kram.
Ney, ney, Hun tiener GUD og elsker høyt sin Næste,
Hun elsker KIRKKE-Gang oc holder sig til Præste,
En Sølff-beslagen-Bog er hendis største Pracht,
Den bær hun paa sin Arm. Oc hader Gøgel-Dract
It Issgraa-Pande-Haar, Haand-Vifter, Demants-Ringe,
Slaar hun aff Huens-Acht, hun veed sit Sind at tvinge
Thi hun giør mellem sig oc HØYER FOLCK Forskiel,
Thi vil den HØYE-STAND oc hver Mand hende vel,
Kort sagd: Hun bliffver gifft og faar en hver Mands Ynde
Det lykkis alt hvis hun i Huuset vil begynde,
Velsignet bliffver hun og kaldis Lykkens Brud,
Velsignet bliffver hun, naar hun gaar ind og ud?
