Tekstbase - kontekst
Du er på side 5 af 9 sider (Side 178 i forlægget)
Document Buttons
Vor ynsk’ og helsen var da med bestandig Lycke
Til Velstands Tarff og Gaffn, du ønsked det igien
Utenckt, det Nød og Død dig fra os skulle rycke
Og vi: at miste slig en huld og Trofast Ven.
Der paa gick Reysen fort; din dydige Mand-inde,
Som udi Sundet var og vendtet effter dig,
Lod muelig før den Tid de salte Taare rinde
Dog allermindst betenckt paa det som hendet sig.
I fandtis, gick til Baads, Traadd’ inden Skibets Borde,
Ia, ind i Dødens Vold! det Vind-nem flyde-Kar
Som fort og undergick, hvad flid mand ogsaa giorde,
De maatte Affgrunds need, som inden Borde var.
En Usædvanlig Storm med Liuse-løse Dage,
Reff, Grunde, Klipper, Skiær er ingen Søe-mand god.
Heldst et forfløyet Væir, som Kaasen kand betage
Det mand forbaused staar og taber Sind og Mood.
Den Eene Angst forgick, den anden kom paa Hænde,
De stolte Bølger slog med bragend’ bruuse-skum,
Og krafftig glippe-fart umulig var at vende
Thi Døden styred selff det svage Skibe-rum,
Strax stødte Stau og Staun, ja Skibet plat i smalder
Med heffted knag og brud paa Reffvets haarde Ryg
Hvor offver hver i sær paa Gud om Redning kalder
Med skrigend’ Ach og Vee; Thi der var ingen tryg.
En Kone saae sin Mand, en Mand sin Kone dratte,
Udi det vilde Hav, det Affgrunds dybe Vand,
Hver hialp sig uden hielp at kraule, plumpe, spratte,
Heel græseligt at see! til de aff Siuned suand.
O Sola-Sole-sand ja Sola-sølle skebne!
For hvis Usiunlighed en Velfærd lagde sig
Hvo kand, omskiønt mand vil, mod skebnen sig bevæbne?
Naar sølles Uselhed ey kand bevæbne sig.
Medlidend Læser stau, STAU-ANGER, dobbelt anger!
Thi paa STAUANGER-Kust gick dette Vanheld for,
Beklag med Hierte-Suck de Usle-Bølge-Fanger,
Som mellem Lufft og Vand kun hørde Dødsens Kor.
