Tekstbase - kontekst
Du er på side 6 af 9 sider (Side 179 i forlægget)
Document Buttons
Den føyelige Mand, hvis Hierte maatte briste
At see sin ANDEN-IEG og Søster undergaa,
Det var ham ingen Skye for dem sit Liff at miste,
Ald Redning var forgieffs, i hvad hand pønset paa.
Hans Lægems anden Deel i saadan Nød og Fare
Beklemt med Suck og Sorg, der til Frugtsommelig
Saae hand i Liffve Død! hvo kunde sig vel bare?
Det mand aff Kierlighed i yderst Voved sig.
Det søde Engle-Noor, den lille Søster raaber;
Hielp Gud! Ieg seer min Død og Verdens sidste Dag!
De raaber Himmel-høyt om Redning, ønsker, haaber
Til deris Døds Minut og sidste Hierte-brag.
O Vee! det Iamrer mig, hvi skulle det ey jamre
Dem, som de nærmer er med Affkom Byrd og Blod?
Saa stor en undergang i Klippens Bryst at hamre
Er billigt, Thi det gaar en hver til Hierte-Rod,
Det slig en sindig Mand, saa ædel, gieff og gyldig
Med sine skulle Døe i Haffvets huule Vom,
Som ingen var fornær, mens i alt ont uskyldig,
Thi hans Samvittighed var en usvecket Dom.
Vi skal vel alle Døe, mens ingen paa den maade
Som Ninus, den der Drack, Messina den der Aad
I offverflødighed; En Christ begiær den Naade
At fald’ i HErrens Haand, og haffve Gud i raad.
Hvo vil med Bogriâ, den lange Søvn begiære?
Bevar O milde Gud fra slig en Domme-Dag!
En Cæsar kand Ieg ey, vil ingen Cato være,
I Hippolyti Død har Ieg kun missbehag;
Det var en anden Sag med Socrate at Dricke
En Skaal fuld aff Forgifft, aff de Atheners Haand,
Hand nødis under Tuang i Tiden sig at skicke,
Og Trodtzed Døden selff med Dyd-bestyrcked Aand;
Saaledis kand en hver og Døe, naar Gud behager,
Ufrygtet hvor og naar det Enden være skal;
Naar mand kun Leffver vel, hvad Ende Liffvet tager,
Forflyttis Siælen vist udi Guds Engle-Tal.
