Tekstbase - kontekst

Mange sig med laante Fiere Pynte, og der paa studere, Der paa Flid anvende vil At de kand med fremmed Tale, Som en Paahøns-rumpe prale, Og sig deraf giøre til. Som dog mest er Fusk-Idrætter, De mand daarlig eftersetter, Og i de mand sielden naar, Det mand giør sig for Umage: De der ingen og kand hage, Uden den sligt ey forstaar. Mere bør mand da at prise, Dem sig flittig deri vise, Deri tee sig snild og klog, At de heller meer og mere, Kand uddørke og staffere, Deris eget Moders Sprog. De i Stranden ikke pløye, Tar sig ey forgiefvis Møye, Haabe kunde, det de paa Deris Tid og Arbeid vende, Ey tør frycte anden Ende, End de agted dem at naa. Heri KINGO self er hiemme, Heri lader klart fornemme, At hand sligt til Grunde veed: Herlig sine Gafver yder, Og for andre Isen bryder,