Tekstbase - kontekst

Du min Tilflugt, Skiul og Borg! Du vel veedst jeg suremuler, Naar du dig bag Væggen skiuler, Lader som du ikke seer, Om jeg end maa meget døye, Lange Modgangs Furrer pløye I Gienvordigheders Leer! Dog kand du i ald min Smerte Qvege mit halfdøde Hierte, Naar du viiser mig en Smiil Af dit Ansigts blide Straaler, Da jeg, meer end gierne, taaler Hver Død-skærped Korse-piil! Thi jeg seer at du mig prøver, Og en liden Tijd bedrøver, At du mig tilmaale kand, For en Skaal-fuld Øyne-taare, Af GUds Himmel-veld og Aare Tusind Floder Trøste-vand! O min Siæl, saa lad dig tysse Om din GUd vil paa dig drysse Noget af en Sorrigs Regn! Naar du Hiertets Graad udtømmer, Da til GUD i Vand du svømmer! Ald din Sorg er Naade-tegn!