Tekstbase - kontekst

Stormægtigste Monarch, næst Gud vor Lyst og Glæde Forlad mig at ieg i dit Kongeskiød maa græde Og øse der een Strøm af Vand og Siele-Vee Som vælder udaf Nøds usoolet lis og Snee, Som har brudt ind udj de arme Lemmers Senge Udj vort Hospital og vil dem snarlig trænge Fra deres Leye ud; om Naadestraaler ey Optøer det Iisebierg saa gaaer de deres Vey. Hvad Vey? Gud trøste dem! Hvad Vey vil de vel tage Til nogen Verdens Hielp? som mange Aar og Dage Sin Food ei haver sat paa nogen Verdens Sti Mens langs i Korsens dynd sig daglig ælter i. Her ligger een som sig i Sengen aldrig vender Om hand ei løftes af en andens hielpsom Hænder Om Huuset gik i Brand, saa maa hand brænde med Saa har den lange Værk ham bundet til sit Stæd. Her Hviler een, der er kun ligesom en Skygge En Beenrad som ej Self sin opholdsmad kand tygge Dog holdes Livet op, mens Døden tygger paa Hans Hierte og kand dog saa seen en Ende faa. Her seer mand Een og fleer, der bær paa Ryg og Lænder De Læs af mange Aar, hvis Øye food og Tænder Er dem til ingen Hielp og har alt levet ud Hvær Ven, O Konge! Dig foruden og saa Gud. Her skratter Een og i sin Pine stedse skriger Og efter Himlens Hielp med mange Sucke higer, Og fylder med sin Graad de Furer som er giort Udi hans skrumpen Hud, der er som jorden sort. Her hyler een, der er saa fuld af Saar og Bylder Som Job og Lazarus og sine Sprecker fylder