Tekstbase - kontekst
Du er på side 14 af 20 sider (Side 28 i forlægget)
Document Buttons
Cometam supra Lunam in sphæra Veneris obseruasse existimat: quod an fierj possit, nobis nondum constat: Sed Deo dante aliquando, si nostra ætate aliquis extiterit Cometa, eius rej certitudinem inquiremus.
Hoc etsi verum esse ponamus (quod vnâ cum omnibus Philosophis vix admitto) tamen non sequitur hanc stellam Cometarum esse speciem: tum propter ipsam formam, quam habet cum veris stellis communem, et ab omnium hactenus visorum Cometarum figura dissimilem: tum quod nullo motu proprio, tanto tempore, vel in latitudinem, vel in longitudinem processit, vt in Cometis fierj animaduersum est. Licet enim hi aliquando in vno loco per aliquot dies quiescere videantur: tamen non ita diu, nec ita exacte, diligenter per instrumenta exquisita obseruatione facta, eundem seruant positum. Concludo igitur hanc stellam, non esse vllam Cometarum speciem, vel aliquod igneum metheoron, siue infra Lunam, siue supra generentur: sed lucentem in ipso firmamento esse stellam, nulla ætate a mundj exordio ante nostra tempora prius conspectam.
Atque hæc de stellæ eius situ, tum quo ad zodiacum, tum quo ad mundj diametrum, et cœlj orbes, sufficienter dicta demonstrataque existimo: nunc ad reliqua progrediar.
MAGNITUDO stellarum duobus modis ab artificibus consideratur: vno, quo ad visibilem et apparentem diametrum: altero, quo ad veram, quam in ipso cœlo habent quantitatem. Licet enim stellæ nobis admodum conspiciantur exiguæ, et non aliter quam paruæ faces in cœlo lucentes appareant: tamen per ingeniosas Mathematicorum obseruationes compertum est, eas non solum totj terrestrj globo æquales esse, sed longe illum sua magnitudine excedere: adeo vt vix aliqua tam exigua in firmamento conspiciatur stella, quin decies octies, ad minimum, terrenam molem exuperet: vt taceam aliquas primum honorem obtinentes, centies quinquies terram magnitudine excedere. Id licet multis incredibile videatur: tamen immensam earum a nobis distantiam considerantj nullum mouebit dubium.
Quapropter etsi hæc noua stella, exigua quo ad visum appareat: tamen reuera ingentem habet magnitudinem. Non tamen semper eiusdem apparuit quantitatis. Nam ab initio, mense Nouembrj, quo primum conspici cœpit, non solum omnes stellas fixas, sed ipsos etiam Planetas, et quidem Iouem tum terræ proximum, Venerisque illustre sidus, visibili quantitate exsuperauit: postea paulatim imminuj cœpit, adeo vt mense
mener at have observeret en komet over Månen i Venus’ sfære. Om det kan forekomme, ved vi endnu ikke, men med Guds hjælp vil vi undersøge rigtigheden af denne sag, hvis der engang i vor levetid skulle komme en komet.
Selvom vi antager, at det er sandt (hvilket jeg i overensstemmelse med alle filosoffer næppe kan medgive), følger der ikke heraf, at denne stjerne er en slags komet, dels på grund af formen, som den har tilfælles med de rigtige stjerner, og som er anderledes end alle de hidtil observerede kometers udseende, dels fordi den ikke har bevæget sig fremad med egen bevægelse i hele dette tidsrum, hverken i bredde eller i længde, sådan som det er velkendt, at kometer gør. Det kan godt være, at disse sommetider standser i nogle dage på ét sted, men de holder ikke deres plads så længe og ikke så nøjagtigt, hvilket omhyggelig observation med nøjagtige instrumenter påviser. Jeg slutter derfor, at denne stjerne ikke er en slags komet eller noget andet ildmeteor, hvad enten de opstår under eller over Månen, men at det er en lysende stjerne på selve firmamentet, som ikke har kunnet ses i nogen tidsalder fra Verdens skabelse til vore dage.
Jeg mener nu, at der er sagt og bevist tilstrækkeligt om denne stjernes position, både hvor den er i forhold til Dyrekredsen, til Verdens diameter og himlens kredse. Jeg vil derfor gå videre til det øvrige.
Stjernernes størrelse anskues på to måder af astronomerne: Den ene er deres synlige og tilsyneladende diameter, den anden den sande størrelse, som de har der, hvor de befinder sig på selve himlen. Det kan godt være, at stjerner synes ganske små for os og kun viser sig som små lys, der brænder på himlen. Men takket være matematikernes snilde observationer har man forstået, at de ikke alene er lige så store som hele jordkloden, men overgår den langt i størrelse i en sådan grad, at man næppe ser nogen nok så lille stjerne på firmamentet, der ikke overgår jordkloden mindst 18 gange – for ikke at nævne stjernerne af første klasse, som overgår Jorden 105 gange i størrelse. Dette vil nogle nok finde utroligt, men hvis man betragter deres umådelige afstand fra os, vil man ikke være i tvivl.
Selvom denne stjerne virker lille i udseende, har den derfor i virkeligheden en uhyre størrelse. For lige siden begyndelsen, da den begyndte at kunne ses i november, har den i synlig størrelse overgået ikke blot alle fiksstjerner, men også selve planeterne, oven i købet Jupiter, når den er nærmest ved Jorden, og Venus’ strålende himmellegeme. Senere begyndte den at blive svagere, sådan at den