Tekstbase - kontekst
Du er på side 2 af 20 sider (Side 16 i forlægget)
Document Buttons
ANNO præcedente, Mense Nouembrj, die eiusdem vndecimo, vesperi post Solis occasum, cum meo more sidera cœlo sereno contemplarer, nouam quandam et inusitatam, præque aliis admodum conspicuam, iuxta capitis verticem, animaduerti fulgere Stellam: cumque mihi, qui inde fere a pueritia, omnia cœlj sidera perfecte (non enim magna huic scientiæ inest difficultas) cognita haberem, satis euidenter constaret, nullam in eo cœlj loco vnquam antea extitisse, vel minimam, nedum tam conspicuæ claritatis stellam: in tantam rei istius admirationem sum adductus, vt de fide, proprijs oculis adhibenda, dubitare, non puduerit. Cum vero et ab alijs loco monstrato conspici posse animaduertissem, stellam reuera illic apparere, nullum mihi amplius mouebatur dubium. Miraculum sane inter omnia, quæ a mundi exordio, in tota rerum natura extiterunt, aut maximum, aut illi certe æquiparandum, quod in Solaris cursus retentione, Iosuæ precibus impetrata: vel eiusdem obscuratione, tempore Victimæ cœlestis facta, contigisse sacra testantur oracula.
Omnibus enim Philosophis constat, et res ipsa non obscure declarat, in ætherea cœlestis mundi regione, nullam fierj alterationem generationis vel corruptionis: sed cœlum et quæ in eo continentur ætherea corpora, non augerj, non imminuj, non variari aut numero, aut magnitudine, aut lumine, aut quauis alia ratione: sed semper idem, sibique in omnibus simile, nullis terentibus annis permanere. Testantur insuper omnium artificum, millenis aliquot ab hinc elapsis annis, factæ obseruationes, stellas omnes, eundem numerum, situm, ordinem, motum, et quantitatem, semper retinuisse, qualem nostra etiam ætate, ab iis quos cœlestium rerum capit delectatio, obseruatione diligentj facta, seruare conspiciuntur. Nec vnquam ab vllo artifice antea obseruatum legimus, nouam aliquam in cœlesti mundo extitisse stellam, nisi a solo Hipparcho, si Plinio adhibenda est fides. Hipparchum enim aliam a reliquis omnibus prius conspectis, sua ætate genitam animaduertisse stellam, autor est Plinius, Naturalis historiæ libro secundo: Cuius verba, cum vt in cœteris, ita et hoc in loco sint illustria et magnifica, non abs re duxi hic annotanda.
Idem (inquit) Hipparchus, nunquam latis laudatus, vt quo nemo magis approbauerit
Den 11. november sidste år, da jeg efter solnedgang som sædvanlig betragtede stjernerne på den klare himmel, blev jeg opmærksom på, at der lige over mit hoved strålede en ny og ukendt stjerne, som var meget tydelig i forhold til de andre. Lige siden min barndom har jeg været fortrolig med alle himlens stjerner (denne viden er nemlig ikke så vanskelig at opnå), og jeg var helt sikker på, at der aldrig før havde været en stjerne på dette sted på himlen, eller i så fald en meget lille stjerne helt uden denne markante klarhed. Jeg blev i den grad slået af forundring over dette, at jeg såmænd ikke ville tro mine egne øjne. Men da jeg fandt ud af, at også andre kunne se den, når de fik udpeget stedet, var jeg ikke mere i tvivl om, at der virkelig havde vist sig en ny stjerne dér. Det var i sandhed det største af de mirakler, der er indtruffet i naturen siden Verdens skabelse. Det kan i hvert fald sammenlignes med det, som indtraf ifølge de hellige skrifter: Solens gang blev holdt tilbage på Josvas bønner, og på det himmelske slagtoffers tid blev den formørket.
Alle filosoffer er nemlig enige om (og det ligger i selve sagens natur), at der i den himmelske verdens ætheriske region ikke foregår nogen forandring i form af tilblivelse eller tilintetgørelse. Tværtimod kan himlen og de ætheriske legemer, der findes i den, ikke øges eller mindskes og ikke ændres i antal, størrelse, lysstyrke eller på nogen anden måde. Himlen er og bliver altid den samme, sig selv lig og i alle henseender upåvirket af tidens tand. Desuden bevidner alle videnskabsmænds observationer foretaget gennem nogle tusinde år, at alle stjerner har haft samme antal, position, orden, bevægelse og mængde, som astronomiens udøvere ved omhyggelige observationer kan se, at stjernerne stadig har. Vi kan ikke læse, at en astronom nogensinde har observeret, at der i den himmelske verden er opstået nogen stjerne – med undtagelse af Hipparch, hvis man skal tro Plinius. Plinius fortæller nemlig i anden bog af Naturhistorien, at Hipparch opdagede en stjerne, der afveg fra alle andre før sete stjerner, og som var opstået i hans egen levetid. Plinius’ ord er som sædvanlig fremragende og storslåede, og jeg finder det på sin plads at citere dem.
Han siger: „Samme Hipparch kan aldrig prises nok, fordi han som ingen anden har
